Af Christian Thrane Sørensen
Det bliver en af de lange den her. Gode og blandede følelser oven på dagen igår og månederne op til. En skade, frustrationer og stress, et Black out og en fødsel. Alt sammen noget som er godt lige at få skrevet ned.
I starten af marts får jeg en skade der sætte mig ud af løb og senere også “smider” mig af cyklen på en trænings lejr på Mallorca i maj.
Prøver af flere omgange at komme tilbage med diverse tilpasninger fra coach Teresa men bliver enige om at give den helt ro. I april bliver vi enige om at sætte gearet helt ned og fokusere på core og crosstrainer. Samtidigt med ugentlige besøg hos Kropsværkstedet på Frederiksberg. Det må da hjælpe.
I april nærmer fødslen af vores dejlige datter sig med hastige skridt. Den lille prinsesse vil ikke rigtigt vende sig og vendings forsøg på hospitalet fejler og beslutningen om et planlagt kejsersnit bliver en realitet og 3 uger før termin kender vi datoen for hendes ankomst. Feeedt tænker man så ved man da det og kan forbedrede sig. FORBEREDE, GODaw do!! Det har man da ingen chance for at forberede sig på, andet end du nu ved præcis hvilken dag dit liv med alt sansynlighed tager en drejning.
Jeg havde det pænt mærkeligt med i forvejen at vide den dato. Jeg prøvede bevist og ubevist at mental klargøre mig til den dag. Som alle ville gøre, sørge for at ens arbejde var der styr. Fik lukkede en masse handler af og fikset kunde møder og ordnet alle de ting der hober sig op så jeg kunne holde barsel med god ro i maven.
Alt imens min krop kæmpede med frustrationer over manglende reel træning og stævner der nærmede sig, som jeg ikke var klar til.
Så skete det jeg ikke var forberedt på, min hjerne stempler ud og siger “pause Poul”....første tegn, går fra bilen uden at trække håndbremsen = kæmpe hul i kofangeren. Nr 2 Efter 5 møder i byen står jeg og skal betale for parkering, taster koden...... “forkert pin” ......prøver igen
Jeg prøver alle kort tre gange....min pin er væk. Jeg kan ikke huske den og kan stadig ikke den dag idag. Efterfølgende må jeg sande at mit stress niveau har været noget højere end jeg først har ville indrømme over for mig selv og vigtigst min omgangskreds. Retrospektivt må jeg ligeledes kigge ind af og sige at sådan føles et Black out.
Vores lille pige kommer til verden og jeg har to helt uvurderlige uger med moren😍 til vores vidunderlige datter Camilla❤️❤️ - du har givet den største gave i verden og er en uvurderlig støtte i alt det her de seneste mange måneder.
Tirsdsg i ugen op til Karrebæksminde i starten af juni får jeg løsnet op for noget af hoften og et krydspas (cykel og løb) føles okay, stopper efter 3km løb da jeg mærker lidt irritation.
Om torsdagen tager Camilla og jeg forbi coach T til en snak om det hele. Her får jeg over for begge piger tømt skallen og presset på krop og sjæl lettes. 😘😘 Planen for et konservativt løb er fast og målet er den gode oplevelse. Det lykkes og de to uger træning op til igår kører snorelige - jeg kan igen løbe intervaller i både halv og hel Ironman pace, og hurtigere endnu uden smerter. Men to ugers træning var ikke nok til at omstille hjernen og få hele kroppen med. En stresset morgen og en glemt chip (som alligevel ikke var glemt, lå ikke i løbeposen men naturligvis sammen med våddragt 🤪🔫), og mine 2 snickers ligger stadig i fryseren og griner.
Svøm er svøm, jeg både hader og elsker det kaos det er at svømmer til stævner. Finder aldrig rigtigt helt min rytme også er der min hypermobile skulder der altid spøger, jeg ligger hele tiden og passer på ikke at svømme for tæt på nogen af frygt for den går afled som den har haft for vane at gøre. Det er snart et år siden den sidst tig en tur.
Cykling kommer jeg godt fra start og sætter et liiidt for hårdt pace.....kører fra Peter Funk men Peter giver mig et klap bagi 70 km senere. Og tak for det😘😘.
Det er her fra jeg kan mærke jeg mangler energi. Jeg for spist en myslibar og kaster dunk nr 2 i mig.
Rammer skiftezonen og møder den dejlige Christian Jensen som har nydt en lidt længere tissepause, fordi man jagter dame numser på cykelrute og vi sætter afsted i løb og jeg er overrasket over mit pace og rammer de aftalte 4.40 og skal forsøge at øje efter 5-7 km til 4.30. Men ret tidligt mærker jeg at trods 20grader og en let vild føles min hud kold og benene tungere og tungere. Jeg dropper plan A og går til plan Å😉 - panden op og hils på folk og send HIGH5’s og se hvor det ender. Blev stivere og stiver i benene og mere og mere træt, hvis jeg lukkede øjnene så fald jeg sgu nok i søvn.
Det blev ikke til en forbedring af sidste års tid på 4.45.09 men liiiige på kanten 4.59,54. Next step indtagelse af energi strammes op.
Tilfreds??? HELL YEAH jeg er!! Mest af alt er jeg glad for at kunne komme i mål og omfavne min lille famile.❤️
Og og og..... mine dejlige venner fra klubben og de andre Uperform trænings buddies 😍😍 ingen nævnt ingen glemt. Dejlige mennesker alle samme😘
