If you can dream it, you can do it.
Af Kennet Hammerby
Eva og jeg startede med Havnetri på Islands Brygge i 2014 - nu hedder den Ironman World Championship på Hawaii 2024.
Efter at have kørt en masse fede stævner i 5-6 år, fik jeg den geniale ide, at jeg også ville forsøge at komme til Hawaii. Måtte dog hurtigt sande, at jeg aldrig rigtig kom i nærheden af en top placering - svømmer simpelthen for langsomt . Så måtte sætte plan B i værk i 2021. Ironmans Legacy program, hvor man skal gennemføre 12 Ironmans. Det skulle dog gøres inden 2023, da man her laver reglerne om. Så opgaven i sensommeren 2021 hed at gennemføre de 6 Ironmans jeg manglede på 12 måneder. Ja tak. 2021: IM Thun sept, IM Mallorca okt, IM Cozumel nov 2022: IM St George maj, IM Nice juni og IM CPH aug.
Long story short - nu er jeg her - finally.
Er spændt, glæder mig og vil forsøge at suge det hele til mig. Og selvom triathlon er en individuel sport, så var det aldrig lykkedes uden en række gode coaches, trænere, klubkammerater - og naturligvis Eva. Tak!
Målet for dagen, som bliver min sidste Ironman (#15), var
1. Komme frisk til startlinjen
2. Have en fed dag og nyde det - big time!
3. Køre mit eget race - med respekt for varmen - har testet lidt af ruten i dag - den bliver hård
Et par højdepunkter fra ugen - vi ankom søndag så vi kunne vende os til varmen - og komme af med den værste jetlag.
Test af svømmeruten - der blev lagt bøjer ud en uge før race, og i løbet af ugen var der flere og flere der testede ruten. Ca. 400 meter fra land lå der hver morgen en kaffebåd, hvor man kunne svømme hen og få en lille kaffe, mens man lå og skvulpede på en bøje. Både Rene, Eva og jeg svømmede med delfiner, som var meget nysgerrige - helt ok
Legacy Program reception - vi var ca 400 deltgere, der alle havde “kvallet” igennem Ironmans Legacy Program. Gundlæggerne af Ironman har for lang tid siden besluttet, at der skulle være to måder at kvalificere sig på. Enten er man “fast” (og er i toppen af sin aldersgruppe til et Ironman stævne) - eller også er man “persistent” (og laver minimum 12 Ironman stævner). Jeg er i den sidste kategori. Vi blev dog modtaget af en række legender inden for sporten, som hyldede vores individuelle vej til Kona. Og vi fik World Championship mønten, som viser, at man har fået en plads. Dejligt at blive budt velkommen på den måde.
Parade of Nations - Alle deltagere (og påhæng) var inviteret til at gå i samlet flok igennem Ali’i Drive. Vi mødtes under de danske bannere, og mødte en række af de andre danske deltagere. Utroligt at se deltagere fra mere end 80 lande - den yngste 20 år - vs. ældste 84!
Kona Underpants Run - en anden tradition i Kona, er det berømte underpants run, som man har sat i verden for at samle penge ind til velgørende forhold. Tror vi var 800 deltagere, som kl 07.30 mødtes - alle i proper dresscode - for at løbe sammen ned af Ali’ Drive og tilbage igen. Ruten var 2 km lang, så alle kunne være med. Sjov oplevelse. Særligt japanerne gik amok med deres påklædning.
Ironman banket - torsdag aften var vi til den traditionsrige velkomstbanket, hvor der foruden de efterhåndet kendte marketing af Ironman, også var tid til at se traditionelle hawaiianske dansere og sang. Det var super fedt at sidde under åben himmel med størstedelen af de øvrige 2.400 deltagere og deres familie og supportere.
Raceday - ugens højdepunkt var dog uden tvivl raceday.
En dag, som jeg havde set frem til - og drømt om - i mange år. Som alle Ironman stævner, fik jeg sommerfugle i maven, og bad til de lokale polynesiske guder på Big Island om godt vejr, medvind på cyklen, ingen punkteringer og fart i løbeskoene. Dagen startede kl 04.00 med to kopper kaffe, og ind i transition zonen, hvor cyklen blev checket en sidste gang. Svøm: Skulle starte kl 07.30 i min aldersgruppe - en time efter pro’erne. Det var den største aldersgruppe, og det betød så også, at man ikke kunne nå at få alle ud i vandet til den officielle start. Så var ca 150 meter bagud fra start - ikke optimalt, når man i forvejen ikke er en stor svømmer. Jeg tog det god heldigvis roligt, og havde en god svøm - som dog blev meget lang Men kom op af vandet med dundrende hovedpine. Havde været i vandet i 1.5 time.
Note to self: Sørg for at komme helt frem, hvis man er del af en større aldersgruppe.
Cykel: Op på cyklen og afsted. Blev heppet godt på vej at Eva, Trine og Rene, Michael og Susanne, som stod 500 meter ude på ruten - så var vi igang. Man starter med et lille 10 km loop i Kona, som var meget ligetil, og ellers går det nordpå mod Hawi af Queen Kaʻahumanu Highway. Det er mest rullende bakker, hvilket ikke var den store udfordring. Men vinden begyndte at presse fra alle sider, og der var smæk på. Det gjorde dog, at varmen ikke blev så gennemtrængende. Undervejs så jeg pro’erne komme susende tilbage fra Hawi - Sam Laidlow havde slået det største hul - men det skulle senere vise sig, at han havde kørt over evne, og gik helt ned. Valgte at køre konservativt med respekt for varmen og det efterfølgende løb. Fik rigeligt at drikke undervejs, og følte mig egentlig ovenpå på hele cykelturen. Men som altid, når man har siddet i sadlen i 5 timer, ser man frem til at komme af jernhesten og få løbeskoene på. Cyklede ruten med omkring 30 km/t - ikke prangende, men god stabil pace.
Note to self: Det handler om at drikke rigeligt så tidligt som muligt - og vær tålmodig på vejen ud mod Hawi.
Løb: Som på cykelruten starter med med et lille loop i Kona - 10 km ud og hjem af Ali'i Drive. Mødte som den første Eva, som stod med danske flag - dejligt. Også de andre stod foran vores hus, så der var fuld hep på den første runde. Herefter blev det noget anderledes, da man skal løbe 12 km ud langs Queen Kaʻahumanu Highway, ned i hullet ved Natural Energy Lab, og så tilbage. Det blev en lidt ensom affære. Det begyndte også at blive mørkt, så skulle holde humøret oppe og blive ved med at sige, at jeg ikke skulle begynde at gå, som de mange andre jeg mødte på min vej. Men til gengæld gjorde mørket, at temperaturen blev mere og mere tålelig, selvom det forsat var varmt. Anyways, stolt af at løbe hele vejen, og det gik stærkere og stærkere de sidste 5 km. Tilbage i byen, og igennem Hoka fly zone (heppezone), hvor jeg fik et par high-fives. Ned af Palani Road, og tilbage på Ali'i Drive - og op af den røde løber. Trine og Rene fik jeg øje på med det samme - og så Eva. Måtte lige stoppe og hilse på Eva, og så de sidste 40 meter - nøj, det var fedt. Blev mødt med de velkendte ord “Kennet, you are an Ironman” - men den her betyder trods alt lidt mere i stakken.
Note to self: Pacing, pacing og pacing. Første runde i byen på 10 km er nemme, men så går det ud af byen mod Eneet Lab - det går stødt opad. Man løber ned mod kysten og langs vandet - og skal så op igen. Det kan blive rigtig varmt herude - så igen, vand og is i rigelige mængder
Jeg er så glad og taknemmelig for, at få lov at opleve stemningen, racet, Kona og øen, og at det hele flaskede sig. Ikke bare i den forgange ude, men også i de races, hvor jeg kvalificerede mig. Der er så meget der kan gå galt - og ja, har også haft punkteringer, dehydrering, blevet kørt ned - men i sidste ende lykkedes det.
Aloha!