KMD IRONMAN Copenhagen 2019
Af Carl Philip Levin
For godt og vel et år siden, i august 2018, besluttede jeg mig for, at gøre noget ved min store drøm. Jeg ville gennemføre en IRONMAN, og det skulle være løbet i min egen baghave, KMD IRONMAN Copenhagen 2019.
Da jeg voksede op, fandt jeg aldrig en sportsgren, der interesserede mig, og jeg har derfor aldrig været et atletisk menneske. I 2017, året forinden, stoppede jeg med at ryge, og et par måneder senere gennemførte jeg mit første halvmaraton på 1:59:52. Jeg havde således løbet en smule, men jeg startede i det store hele fra scratch: jeg kunne knapt nok svømme, og jeg havde aldrig cyklet længere end til skole som kun lå få kilometer væk.
Triatlonklubber, svømmetræning, og det at navigere rundt i udstyret var forvirrende og kaotisk. Det hele virkede meget fjernt, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte.
Jeg luftede derfor min ambition helt stille til enkelte venner og bekendte, og jeg fik anbefalet Uperform af Philip Busck, en ven, der selv lige havde kørt den i 2018, og som jeg senere ville træne med ofte.
Jeg havde brug for stor fleksibilitet i mit program. Samtidig med at mit IRONMAN projekt begyndte, startede jeg også på universitet, så Uperforms skræddersyede programmer var en løsning, der passede perfekt til mig og mit uforudsigelige studieliv. Jeg blev her sat op med Nichlas Gustafsen, og vi talte sammen om forløbet, og jeg fortalte, at jeg gerne ville under 12 timer, måske 11 timer og 30 min hvis træningen gik godt. Han lagde en plan for forløbet, der skulle få mig kampklar til en dag, der virkede meget langt væk.
Jeg var som sagt helt grøn til triatlon og træning generelt, men jeg havde tillid til Nichlas og mit træningsprogram. Jeg følte mig egentlig forberedt nok, selvom jeg var klar over, at jeg havde kastet mig langt ud på den dybe ende. Det sidste fik jeg bekræftet allerede på min første cykeltur, da jeg skulle hente min splinternye tricykel fra Trek. Det var første gang, jeg prøvede at cykle med klikpedaler, og det resulterede i et pinligt styrt med mange vidner, da trafiklyset blev rødt. Min første tur i svømmehallen glemmer jeg heller aldrig, for her fandt jeg ud af, at der er en helvedes forskel på at kunne svømme og at SVØMME. Jeg skulle svømme 1 km, og da jeg måtte stoppe efter 25m, virkede IRONMAN helt umuligt for mig.
De næste måneder var utroligt lange og utroligt hårde for mig. Efter at have siddet til forelæsninger og på biblioteket til det blev mørkt, krævede det al min styrke at slæbe mig i svømmehallen gennem regn og slud for at få den ene lussing efter den anden, når jeg ikke kunne klare mere end 100m. Jeg var træt og følte meget modgang, men jeg hang i og gennemførte mine pas, fordi jeg vidste, at jeg med Nichlas som træner nok skulle stå på den startlinje en dag.
Efter 20 gange i svømmehallen, føltes det som om, at jeg begyndte at knække koden. Jeg begyndte at kunne fuldføre de fleste af programmerne, som Nichlas skrev ind i kalenderen på min træningsapp, TrainingPeaks, og også mit løb og cykling gik bedre. Det var fantastisk at se fremgang, og jeg begyndte at blive forelsket i træningen og strukturen, den medførte! Jeg følte mig dog stadig som en begynder med mange spørgsmål, men Nichlas besvarede dem alle, også de der faldt sent søndag aften. Fritiden gik til i højere grad med træning og i mindre grad med fester og med at være social, men jeg vidste, at det var prisen for at blive jernmand. Jeg forsøgte aldrig at misse træninger, men i stedet at rykke de, der smuttede i samspil med Nichlas.
Tiden gik, dagene blev længere, formen blev bedre, og jeg stod pludselig overfor mit første race som sportsmand: Copenhagen Marathon. Jeg har altid løbet med en relativt høj puls, nok både på grund af genetik og min korte tid i træning. Det skulle dog ikke stoppe mig i at sætte et ambitiøst mål om at løbe 4.44 i pace, og dermed komme under 3 timer og 20 min. Det var en lang løbetur, men det lykkedes at komme i mål på 3 timer og 18 min på første maraton! Efter målstregen sad både Nichlas, Philip Busck og jeg i græsset på Islands Brygge, alle med medaljer om halsen og ømme stænger, og talte ud om den store oplevelse. En fed afslutning på en fed dag.
Herfra tog det fart. Jeg var stadig høj af at have gennemført et maraton, og jeg fik banket en masse træning ind i ugerne efter. Next up var halv IRONMAN i Helsingør. Jeg fik prøvet at svømme i våddragt for første gang, og jeg kunne mærke, at tiden til triatlon endelig var kommet, hvilket betød, at den helt store dag var tæt på. Nichlas var også til stede til her, dog kun som træner denne gang. Jeg var meget nervøs op til og rodede lidt rundt i alt, der skulle klares inden, så det var fedt lige at mødes med min coach før kampstart. Dagen gik rigtigt godt, og jeg kom i mål på en tid, jeg slet ikke havde troet var mulig. 4 timer og 44 min. sagde uret, og jeg var mere end tilfreds.
Nu var der for alvor ikke lang tid til. Den halve distance gik bedre end forventet, og nu var der kun storebroren tilbage. Med fri fra studiet var der masser af tid i sommerferien til træning og lange cykelture, og jeg fik cyklet rundt i Frankrigs bjerge og på de fede ruter på Mallorca. Uperforms træningspas, som Nichlas rettede ind til mine rytmer, blev mere intensive, og jeg fik stille og roligt trykket de rigtigt lange svømme-, cykel- og løbeture af over sommeren.
Inden jeg fik set mig om, var der tre uger til. Så 14 dage, så blev det race week.
Og lige pludseligt var dagen der.
RACE DAY – KAMPDAG
Det hele kulminerede. Vildt at tænke på, at alt jeg havde trænet til det sidste år nu endelig var kommet. Den dag jeg havde tænkt på tusindvis af gange, når det var hårdt og svært og gjorde ondt. Nu var det nu!
Det var ikke længere et spørgsmål om at gennemføre, for Uperforms effektive træningspas havde gjort, at jeg nu turde tro på en endnu bedre tid, end jeg først havde regnet med. Jeg havde, som mange andre, en drøm om at gennemføre en IRONMAN på under 10 timer, og mit resultat på den halve distance gav mig håb om, at det var muligt. Selvom jeg næsten ikke turde sige det højt.
Vejrforholdene var perfekte til at køre hurtigt i. Vandet i Amager Strandpark var spejlblankt og lignede en svømmehal, vinden kom perfekt til at flyve op langs strandvejen, og vi fik en mild temperatur med lidt regn på løbet. Jeg var forberedt til tænderne, cyklen spillede, og jeg havde fået fulgt Nichlas guidelines op til dagen, så der var ingen undskyldninger, og bolden lå på min banehalvdel.
Stemningen ved starten på svømmet var meget intens. Spænding og nervøsitet blandet med forventning og et ønske om at præstere fyldte luften, og det føltes som om, jeg stod på skafottet. Jeg stillede mig i den hurtige ende af mit heat og lagde mig optimistisk i gruppen 1.06 -> 1.08. Jeg var så nervøs, så mit hjerte hamrede derud af, mens jeg kunne høre bippene, der sendte de andre atleter afsted. Da jeg stod foran startlinjen, føltes det som om tiden stod stille mellem hvert bip, men da mit bip sidste kom, forvandlede al energien sig med ét til en eksplosion af kampgejst og muskelkraft. Nu var jeg i gang.
Det føltes som om, jeg fløj afsted fra start, og ifølge mine splittider så det ud til at gå stærkt. Det er altid hektisk at svømme med så mange, men det gik fint rundt om bøjerne. Mine briller begyndte at dugge efter 2,5 km, så jeg havde svært ved at svømme helt lige på resten af ruten, hvilket betød, at jeg svømmede en del længere end nødvendigt. Ved de sidste 5-600 m fik en fod skubbet min svømmebrille op i panden på mig, så jeg måtte stoppe op og sætte dem ned igen, men i det store hele gik det super fint. Lidt desorienteret da jeg kom op af vandet, men rigtig glad for, at jeg fik bevaret roen i kroppen til at holde fokus på at give den max gas på cyklen.
Swim: 3,8 km – 1:08:28 (1:48 pr. 100m)
Første transition gik godt, og jeg lavede ikke nogen fejl på trods af, at jeg i stress og nervøsitet glemte at smøre babyolie på benene og armene, så jeg kunne rive våddragten af uden problemer.
3 min og 41 sek. efter jeg kom op af vandet sad jeg på cyklen, klar til at give den fuld hammer op ad Strandvejen.
Jeg fik pulsen relativt hurtigt under kontrol og var heldig nok til hurtigt at finde et felt, der giver den gas. Den fik endda så meget gas, at jeg forberedte mig på at sakke bagud efter første runde, hvis jeg kunne mærke, at benene havde brug for det.
Det var fantastisk at flyve op ad Strandvejen med lidt vind i ryggen, og jeg syntes, at det hele gik som smurt. Sådan var det indtil ca. 55 km, hvor det, jeg havde frygtet, skete. Jeg valgte at blande to dunke rigtigt stærkt op med energi og drikke én hver runde. Jeg havde således 141g kulhydrater i hver, så jeg var rimeligt glad for dem. Som jeg lå i tribøjlen så jeg ikke et hul, der var i vejen, og det sendte den ene dunk flyvende i vejkanten. Jeg overvejede kort at stoppe og samle den op men besluttede i stedet at køre videre og holde momentum, for jeg var forberedt på det værste, så jeg vidste, at det ca. svarede til 3-4 gel og to energidunke ved depoterne.
Efter første runde føltes benene stadigvæk godt, og jeg besluttede at gå all in på mit sats og holde mig i den hurtige gruppe. Imens jeg tog runden for anden gang. bad jeg bare til, at den energi, jeg ikke havde eksperimenteret med før, ikke ødelagde det for mig på løbet.
Da jeg havde mærket Tour de France-stemningen ved Geels bakke for anden gang, begyndte jeg godt at kunne mærke at nakken og ryggen begyndte at gøre ondt, og jeg var generelt nervøs for, om jeg havde lavet den klassiske fejl at køre alt for hårdt på cyklen. Samtidigt med dette vidste jeg dog godt, at det var gået over alt forventning med en sub-5 cykelsplit, og at den nu bare skulle køres hjem på løbet.
Bike: 180 km – 4:56:19 (36,45 km/hr)
I det sekund mine fødder ramte jorden, kunne jeg mærke de gummiben, som jeg havde hørt om så mange gange før. I de offbikes, jeg normalt har lavet som træning, har jeg aldrig mærket det i så høj en grad, og det gav mig faktisk et kæmpe chok. Jeg besluttede derfor med det samme at tage det helt roligt i T2 og sørge for at skoene sad som de skulle og var helt klar til at komme afsted, for det var nemlig ingen kort løbetur, der ventede.
Til min glæde kom jeg hurtigt ind i rytmen, og jeg kunne mærke, at der stadig var ild i benene. De første to runder var helt fantastiske, og selvom jeg havde løbet ruten 1.000 gange før under min træning, var der ikke en meter, jeg ikke nød på ruten. Jeg holdt mig til den energi- og væskeplan, som jeg i samarbejde med Nichlas havde lavet, og jeg var på trods af humøret klar over, at den høje energi ikke ville vare ved.
Ved omkring 27 km begyndte jeg at mærke, at min krop var ved at være helt flad, og derfra gik det hurtigt. Den havde fået én over nakken på cyklen, og det betalte jeg tilbage på nu. Det hjalp virkelig at have min familie og mine venner til at heppe på mig, og jeg var også enormt glad for at se Nichlas, som under løbet kom med kommentarer og feedback.
Efter 30 km havde jeg så ondt, og hver en muskelfiber i min krop skreg om, at jeg skulle stoppe. Men jeg var ikke et sekund i tvivl. Mine ben skulle ikke bare brække, de skulle falde af, hvis ikke jeg skulle løbe over den målstreg. Jeg tænkte på alle timerne, jeg havde lagt i mit projekt, alle aftenerne med venner jeg havde misset, og mest af alt min store drøm, som jeg var så tæt på at gøre til virkelig.
Og pludseligt kom det øjeblik, hvor jeg skulle dreje af. Jeg kunne se den røde løber, og jeg vidste, at jeg havde klaret det. Få øjeblikke i ens liv kan slå det øjeblik, man løber op af det tæppe, når ens tætteste råber på en for sidste gang, når man ved at man har givet den 130% af hvad den kan trække, og når man hører ordene ”Carl Philip Levin, you are an IRONMAN!”
Tiden sagde 9:35:48, og jeg var ovenud lykkelig.
Run: 42,2 km – 3:23:19 (4:50 min/km)
Her på den anden side af et livsændrende kapitel, hvor jeg har opnået en kæmpe drøm, sidder jeg tilbage nu. Oprindeligt troede jeg, at min træningsrejse var slut, men over det her år lærte jeg virkelig at elske min træning. Derfor slipper Nichlas og Uperform heller ikke for mig endnu, for næste løb hedder New York City Marathon i november, og jeg glæder mig til flere af Uperforms træningspas, så jeg kan komme ud i krigszonen igen, klar til at give den gas. Jeg gik fra nul til jernmand, og det har lært mig så meget, som jeg kan bruge i resten af mit. Selvfølgelig handler det om flid, vilje og selvdisciplin, men det lærte mig, at man virkelig kan gøre alt, så længe man VIRKELIG vil det.