Race rapport fra IRONMAN Copenhagen
Af Philip Busck
Endnu et år med træning var nu ved at komme til sin ende, og jeg stod for anden gang ved startstregen til Ironman København. Målet var at komme under 9:30, og generelt få et godt løb, hvor jeg kunne bruge min erfaring fra alle tidligere løb.
Jeg følte mig dårligt svømmende sammenlignet med sidste år, men tænkte at jeg kunne svømme omkring 62-63 minutter.
Jeg følte min position på cyklingen var vanvittig god (måske for god), så hvis jeg kunne holde mine watt, ville det går stærk. Her skal det medregnes, at vejrforholdende på dagen var helt perfekt med ca. 15-18 grader overskyet og vind fra sydvest. På løbet havde jeg gennem sommeren fået en masse km i benene, med masser af intensitet i juli, så her var jeg virkelig fortrøstningsfuld.
Ugen var ikke optimal hverken ift. søvn, kost eller træning – men jeg vidste jeg havde trænet godt i specielt hele juli måned, så jeg tænkte, at det ikke ville have den største indflydelse. Jeg får sovet godt dagen inden (ca. 6 timer), og får spist/drukket godt fredag lørdag.
Morgenen inden
Får varmet rigtig godt op, får placeret mig ved folk der svømme omkring 58-60 minutter. Det vurdere jeg er lige over mit niveau, så jeg forhåbentlig kan finde nogle hurtige fødder. Starten gik, og nu var jeg satme i gang.
Svømning
Kommer godt afsted, og er overrasket over mine mellemtider på omkring 1:30, da jeg faktisk forsøger at holde lidt tilbage i den første del af svømningen. Jeg har kun svømmet 2 gange i de sidste 3 uger optil, så jeg frygtede lidt for at svømme over evne. Da jeg rammer 1900m mærket, står der 29:22 på uret. Her var jeg i god tro om, at selv med en smule langsommere anden del, ville kunne svømme under en time. Ved 2800 m cirka får jeg krampe i læggen, og det er så slemt at jeg må stoppe op. Her ligger jeg nok i vandet i knap 2 minutter, før jeg igen får kontrollen, og kan strække benet ud og komme videre. Uden at bevæge højre ben satte jeg stille og roligt videre. Jeg tænkte, at det koster et par minutter i det store billede, men jeg kan sagtens stadig nå mine ambitioner, hvis jeg holder det under kontrol. Selvom jeg svømmede roligt videre, så kom krampen igen ved ca. 3400m , og der var jeg for alvor ved at blive hidsig. Hvis jeg ikke engang kan svømme 3,8 km, så bliver det sgu en lang dag.
Nå men op af vandet kom jeg, og jeg havde et super fint skift, hvilket hjalp lidt til selvtilliden.
Svømning 3,9 km – 1:03:24 (1:41/100m)
Cykling
Får skiftet på 3:19, uden at lave de store fejl, så det var perfekt.
Ambitionen var at køre på den gode side af 5 timer, holde ca. 210 watt+, og generelt forblive i aerobaren så længe som muligt. Pulsen skulle gerne være omkring 145. Naturligvis var væskeplanen og energiplanen også i højsædet.
Cyklingen starter ud som forventet med lidt surmuleri efter svømningen, men jeg kom hurtigt ind i en rytme, og allerede efter man var kommet ud af byen kunne jeg se der var fart på. Her vælger jeg så at tage en stor tår af min ene energidunk med ca. 150g kulhydrat i. Det resulterer i, at jeg hælder nok en halv dunk udover mig selv, aerobaren, cykelcomputeren og det hele, fordi låget ikke var ordenligt på. Hold nu kæft hvor er det åndssvagt. Nå plan A blev til B, og jeg tænkte jeg tog et par bananer, og lidt energi fra depot for at kompensere for de ca. 70g kulhydrat jeg mangler. Bananer skulle vise sig at være guds gave til mig, da jeg generelt under hele cyklingen har det sindssygt godt i maven, selvom der bliver indtaget 85 g energi, hvor det meste er flydende.
I baghovedet fra sidste år havde jeg, at hvis der kom en gruppe med et godt tempo, ville jeg hægte mig på. Det der med at ligge alene erfarede jeg nemlig sidste ikke var holdbart, hverken fysisk eller psykisk på de ca. 5 timer.
Jeg kommer godt op ad strandvejen, hvor jeg finder en god gruppe der køre stærkt, og også over 300 watt på bakkerne, hvor jeg derfor falder lidt bagud et par gange, fordi jeg frygter at brænde tændstikker.
Det bliver dog ret kontrolleret da gruppen bliver opløst, og jeg finder et par fyre der køre stærkt, og vi køre egentlig sammen i de to loops, indtil vi er på vej ind mod KBH igen.
Inden cyklingen slutter er min nakke og ryg godt medtaget, men jeg føler det har givet vildt meget at ligge i aerobaren, da jeg på alle nedkørsler virkelig fik overhalet, mens folk strakte deres rygge ud eller lignende.
Væske og energiplanen var gået totalt efter planen. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan benene mon havde det.
Cyklingen blev afsluttet med 37,3 km/t på 4:49:29
Løb
Kommer ud af T2 med et skift på 2:04, benene føles gode, men min læn er spændt som aldrig før, efter cyklingen. Jeg prøver dog at holde styr på kadence, teknik, og igen tænke på at få en masse energi og væske indenbords.
Efter 28 km får jeg første gang krampe i baglåret. Jeg har på det tidspunkt holdt et snit på ca. 4:28 og ligger til en tid på under 3:10 på mit marathon. Jeg må dog erkende, at det var drømmescenariet, og når kramperne nu var en realitet måtte jeg jo bare fortsætte, så godt jeg kunne. I Kronborg til 70.3 oplevede jeg krampe allerede efter cyklingen, men kunne med enkelte 30 sekunders pauser, stadig løbe videre i fornuftigt tempo.
Herfra kunne jeg løbe 1-1,5 km, hvorefter jeg stoppede op i 1 minuts tid for at få styr på krampen.
Ved 35-37 km begynder de første tegn på, at jeg mangler energi/væske og generelt bare er ved at være flad for energi. Min teknik bliver dårlig, og fra at tænke over alt muligt der gjorde mig glad, og fik mig til at fortsætte, tænkte jeg få og negative tanker. Jeg havde dog en god tanke der holdt mig oppe, og det var, at jeg snart var i mål.
I svinget inden opløbsstrækningen rammer den sidste krampe. Folk råber til mig jeg skal løbe i mål, og der var ikke noget jeg hellere ville. Igen, jeg tog mig 30 sekunder til 1 minut, hvorefter jeg kunne løbe videre.
Jeg løber over målstregen som nr. 3 i aldersgruppen 18-24! Det er slut nu. Jeg har lavet en Ironman, som jeg er mega stolt over. Jeg har afsluttet et kapitel i mit liv, som jeg nu kan se tilbage på med stolthed og ingen skuffelse, som sidste år.
Det var stort, og de, der har krydset målstregen efter lang tids hård træning ved præcis hvad jeg taler om. Det er helt fantastisk.
Afsluttende løb: 3:25:29 – 4:51 i pace pr/km.