Race report – IM 70.3 Helsingør 2022
Af: Emil M. D.
IM 70.3 i Helsingør var mit første tri-race, eller noget andet officielt race for den sags skyld. Ugen op til var derfor præget af en del spænding og en smule nervøsitet over, om jeg nu havde styr på alle detaljerne. Jeg havde døjet med lidt hoste tidligere på ugen og var bekymret for om det skulle nå at forsvinde og om det ville hæmme mig på raceday. Jeg fik kørt en kort cykeltur om torsdagen med små accelerationer og kunne heldigvis konkludere at lungerne havde det fint! De resterende dage før showdown stod på en masse hvile og øgede mængder kulhydrater og væske.
Raceday
Jeg har i forvejen ikke den store appetit tidligt om morgenen, så det var en mindre kamp at få kørt den store mængde havregryn ned kl. 0530. Jeg ankommer til venue i god tid og får lavet en sidste kontrol af cyklen, run og bike bag før jeg klæder om og får spist en knap så appetitlig bolle med nutella og marmelade.
Svømning
Der er god stemning og mange smil at hente blandt folk i køen til swim start og det gav klart et ekstra boost. Jeg er blandt de første 50 i vandet og på trods af jeg svømmede bryst hele vejen, og i øvrigt er en dårlig svømmer, får jeg lagt mig godt i gruppen og kommer ind i en god rytme. De sidste par hundrede meter kan jeg høre min familie gå og heppe på mig fra kanten og det giver et kæmpe smil på læben, som jeg kommer op af vandet og lunter mod T1. Jeg havde kalkuleret med 43 minutter, men kommer ind på under 40, så jeg var fint tilfreds.
T1
Til min store frustration hænger min bike bag ikke på sin plads og jeg kan ikke umiddelbart finde den på jorden. Jeg ender med at finde den blandt nogle andre bags på den anden side af stativet og får bandet og svovlet mens jeg klæder om. Herren ved siden af mig så det på den lyse side og sagde, at så fik jeg da til gengæld et ekstra par minutters hvile til benene. Det grinte vi lidt af før det var sted mod cyklerne.
Cykling
Jeg kommer godt fra start på cyklen og benene er friskere end forventet efter svømmeturen og den lange T1. Jeg holder jævnligt øje med uret for at sikre jeg holder raceplanen ift. tempo og ernæring. Min ernæringsstrategi spiller og jeg føler mit energiniveau er jævn over hele turen. Jeg ser desværre mindst 10-15 stykker i vejkanten undervejs der sidder og skifter slange, hvor nogle ser mere opgivende ud end andre. Jeg nød cykelturen meget mere end forventet og jeg stødte ikke på nogen overraskelser, udover en venstre fod der begyndte at sove efter 70km. Det blev heldigvis afhjulpet med at løsne velcroen en smule og sætte farten lidt ned de sidste 10km. Der var igen et glædeligt gensyn med min familie, da jeg kommer kørende de sidste par km inde i byen. Målsætningen var maksimalt 3 timer og er godt tilfreds da jeg kommer ind på 2 timer og 47 minutter, specielt fordi det er en brugt roadbike til 3500kr fra 2016 tilført et par billige aerobars.
T2
Lige inden jeg racker cyklen kan jeg se mit baghjul har løsnet sig og der skulle ikke meget til før jeg ville kunne pille det af. Jeg når ikke at tænke over hvor f*****g heldigt det er, at det ikke skete undervejs før jeg er hjemme igen og parkerer den i cykelkælderen. Jeg får skiftet til en tør top, skiftet sko og på med en kasket og fyldt sidelommerne med gels mens jeg løber ud af T2. Jeg kan godt mærke min lænd er godt brugt, men foden er ok og benene har det overraskende godt.
Løb
Løb har klart været min favorit disciplin under træningen og har derfor set ekstra meget frem til stemningen inde i byen. Det var en speciel, men fed fornemmelse, at løbe ud gennem T2 til en masse mennesker, efter at have ligget i stilhed størstedelen af cykelturen. Under træningen har benene været godt medtaget under løb efter cyklingen, men det var en helt anden oplevelse på dagen. De første 10-12km var en del lettere end forventet, men herefter begyndte jeg at mærke varmen og trætheden og tempoet blev derefter. Det hjalp dog gevaldigt at gå stille og roligt gennem depoterne! Jeg er decideret ved at kaste op af flere gels på halvvejen, så jeg får et par kopper vand og en halv kop sukker ved hvert stop. Min familie, venner og kollegaer var jævnt fordelt over hele ruten og det gav klart et kæmpe boost at møde dem og deres support undervejs! Den sidste strækning efter Kronborg med udsyn til målstregen var helt fantastisk og jeg kommer ind med pace 5:16. Jeg havde en målsætning der hed under 6 timer, så med en finish time på 5 timer og 31 minutter er jeg meget tilfreds! Glad og lettet bliver jeg taget i mod af venner, familie og kollegaer og får øjeblikket stukket en kold fadøl i hånden. Alt i alt et virkelig fedt race, som skal prøves igen i fremtiden. Der skal lyde en stor tak til Nichlas for træningsplanerne, de mange tips og tricks og svar på tvivlsspørgsmål i tide og utide! 😊