1/2 Køge Jernmand 2024
Af Janni Hyld
Jeg havde set frem til min første halve i lang tid både med en knude i maven og med spændingen om min træning, og i særdeleshed min svømning, ville gå op i en højere enhed. Så det var total skuffelse på vej til Køge samme morgen, at min mand og jeg får at vide at svømningen i Køge er blevet aflyst pga fund af coli bakterier i Køge havn. Stemningen og vejret var godt ved Køge Havn, da vi ankom.
Der var mange kendte ansigter både fra vores tur tidligere på året til Mallorca arrangeret af Uperform og fra vores eget netværk i Næstved og omegn. Skønt at starte stævnet på den måde og mærke, at folk er spændte og at det kilder lidt i maven inden løbet bliver skudt i gang. Svømningen i Køge Havn blev skiftet ud med 2,7 km strand løb, inden vi cyklede.
Jeg var hurtig på den 2,7 km omgang. Den havde jeg slet ikke set komme. Jeg blev bare hevet med af stemningen og flokken der lå foran mig, da vi blev sendt afsted i små grupper. Det kan for mit vekommende sammenlignes med, når køerne kommer på græs første gang. Da jeg kom retur til T1 fumlede jeg med løbeskoene, der ikke ville af og blev små irriteret over, at det ikke lykkedes og at sekunderne gik. Men afsted kom jeg.
Cykel turen var jeg spændt på. Og tankerne fløj rundt i mit hoved. Om jeg mon ville blive overhalet af samtlige deltagere og være den sidste, der kom i mål, om jeg mon ville punktere og og og… Men da jeg først var kommet i gang og kilometerne strøg afsted, Kom jeg ind i et flow, hvor jeg tænkte : “det går sgu da meget godt”. Jeg sørgede for at spise gel, vingummier og saltsticks undervejs. Og jeg havde 3 drikkedunke med. Hvoraf den ene blev skiftet ud på turen. Jeg kæmpede lidt med vinden undervejs, men når det gik ned af bakkerne, så fik den fuld fart så jeg kunne opretholde et nogenlunde tempo snit. Jeg kom i mål efter 4 runder og 90 km på 3.02 timer. Og havde det godt.
Så kom skiftet til løbeskoene. Den disciplin, som er jeg stærkest i. Dejlig følelse endelig at vide, at nu er jeg på vej “hjem”. Jeg ved, at når jeg bliver træt, kan psyken spille mig et puds. Jeg får ondt af mig selv, måske jeg hellere burde gå, det er hårdt osv, men de symptomer kender jeg så godt og ved hvordan jeg skal navigere. Jeg havde skøn opbakning af blandt andet min mand og venner mange steder rundt i Køge by. Det var fantastisk at se et kendt ansigt og høre ens navn. Det gør alt andet lige noget godt, når man er træt.
Jeg kom i mål på 1.52 på den halve Marathon og sluttede Køge Jernmand med en samlet tid på 5.13.
Alt i alt en tid jeg er stolt af.