IRONMAN 70.3 Elsinore 2024
Af Jacob Lind Knudsen
Jeg følte mig veloplagt på dagen, og alt virkede godt. Vejret var dog ikke helt på min side med kulde, regn og vind. Jeg præsterer bedst i varme, så jeg havde håbet på et varmt løb, men det må blive en anden gang.
Det sidste års tid har mit hovedfokus været at forbedre min svømning, da det klart er min svageste disciplin. Desværre kunne jeg ikke finde rytmen og svømme, som jeg havde forventet. Det var meget frustrerende ikke engang at kunne præstere på niveau med min træning.
T1 gik nogenlunde som forventet. Jeg blev dog lidt overrasket, da jeg hoppede på cyklen og opdagede, at jeg havde skåret mig under min ene fod. Mine hvide sko blev hurtigt røde, men jeg pressede på, og det påvirkede heldigvis ikke min præstation.
Cykeldelen gik supergodt. Jeg kørte med samme kraft som til Karrebæksminde tre uger tidligere, og mine ben var med mig. På grund af vind og vejr gik det dog ikke helt så hurtigt, som jeg havde håbet. Men benene fungerede, så det tager jeg med videre til resten af sæsonen.
T2 gik også som forventet. Jeg fik hurtigt skoene på og kastet mine ting i dragten, og så var jeg ude på løbet igen. De første par kilometer følte jeg mig lidt presset, men jeg fandt hurtigt en god rytme. Jeg fangede en gruppe på tre, og jeg lagde mig i spidsen for at sætte pres på. Det tog noget tid, men til sidst lykkedes det at splitte gruppen og komme væk fra dem.
Med cirka 4 km til mål blev jeg overhalet af nummer 2 i min aldersgruppe. Jeg havde ikke andet valg end at give alt og følge med. Hvis jeg ville vinde min aldersgruppe, kunne jeg ikke slippe ham. De sidste 400 m fik han skabt en lille afstand, men det var heldigvis ikke nok til at tage sejren, da jeg var kommet i vandet efter ham.
Tiden blev 4:05:39. Ikke helt sub 4 som jeg havde håbet, men taget forholdene i betragtning er jeg tilfreds. Det var trods alt nok til en 1 plads i min aldersgruppe og en 6 plads overall. Nu fortsætter arbejdet frem mod Ironman København. Fokus bliver klart at forbedre min svømmeteknik. Det skal gå hurtigere, og det kommer det også til.