IRONMAN Copenhagen 2022
af Jesper Imhof IRONMAN Rosendahl
Så blev det endelig race day, Ironman København 2022. Ventetiden var lang og besværlig, fordi nerverne og nervøsiteten havde meldt sig allerede 14 dage inden. Så søvn var der ikke meget af de sidste dage op til racet.
Jeg vågende da også 3:47 søndag, og så var det jo bare at komme i gang med alle de småting der skulle ordnes inden starten gik 7:10
På den korte gåtur fra min AirBnb til Amager Strandpark, fik jeg endnu en gang tid til at gennemgå min raceplan. Så da jeg stod i sandet vidste jeg præcis, hvordan jeg skulle håndtere mit race.
Jeg havde meldt mig i 2. startgruppe, selvom ambitionen faktisk var at svømme på en time eller under. Men den sidste måned op til racet, havde min open water svømning ikke været optimal, så planen blev at starte i 2. gruppe og så se om jeg ikke kunne svømme mig op blandt de røde hætter i gruppe 1.
Svømningen gik fint og jeg kunne holde min glide-teknik hele vejen. Det gik også fint med at orientere mig på ruten og jeg kunne da også se, at jeg fik god kontakt med gruppe 1 efter ca. 500-600 m.
Taget i betragtning, at jeg slet ikke brugte benene under svømmeturen, følte jeg at svømningen var godkendt.
Dette blev dog hurtigt afløst af det kæmpe chok det var, da begge lår låste i total krampe efter blot 5 m. på land. Fik så meget krampe, at jeg måtte stå og holde fast i hegnet for ikke at vælte.
Fik dog rystet benene nok til, at jeg kunne komme ud af våddragten inden krampen igen meldte sig. Panikken kom tæt på, for hvordan pokker skulle jeg kunne cykle med de lår? Kom dog i både strømper og sko, op og stå, og mere eller mindre stavrende, kom jeg hen og fik droppe min blå pose i containeren.
Overraskelserne var dog ikke helt forbi, for ved cyklen stod en race marshall og han kunne meddele, at min chip ikke virkede og de havde ikke fået noget signal fra mig på svømmeturen. Han kodede hurtigt en ny og efter et kort udbrud af frustration overfor familien, og Nichlas, var det bare afsted på rammen.
Jeg var frustreret for hvad nu, havde de ikke min tid? var min svømmetid ikke officiel? Kunne jeg blive DQ?
Og det var faktisk Nichlas’ ord der rungede i hovedet de første 10-15 km. på cyklen. ”Bare glem det og kom videre”.
Ud igennem København det gik, fik spist min første bar og drukket vand, og fik ro på mig selv og pulsen under kontrol. Nu var jeg jo allerede 1/3 del Ironman. Frustrationen over svømmetiden var glemt.
Jeg havde indstillet mig mentalt på, at hele mit race skulle være en positiv oplevelse og humøret skulle holdes højt. Så jeg peppede mig selv, nød vejret og følte faktisk ikke jeg trådte synderligt meget de første 90 min. Jeg havde ikke sat mig nogle watt mål, eller hastighed at køre efter. Jeg ville gerne hjem på 5,5 time og det føltes realistisk på dagen.
Det gik da også bedre og bedre som cykelturen skred frem. Jeg valgte helt bevidst ikke at køre med nogle grupper eller på anden måde forcere mit tempo, når de virkelig godstoge kom buldrende bagfra.
På bakkerne op ad havde jeg overskud og kunne ligge i bøjlerne og træde op uden problemer. Ved hver eneste lejlighed for at trille, gjorde jeg det så længe, at farten var over 35 km/t.
På anden runde, vidste jeg, at nu var jeg snart hjemme og så ville jeg skrue tempoet op. Det var fuldstændigt problemfrit – og min nutrition strategi holdt.
Det eneste jeg behøvede på ruten var to flasker vand, alt andet havde jeg styr på, og jeg fik spist og drukket rigtigt og rigeligt. Havde blandet en flaske med 3 dobbelt elektrolyt dosis, og den holdt præcis til 2 km. før skiftet til løb.
Så cykelturen gik fuldstændigt fantastisk og endte med en snit på 34,19 km/t – og bedst af alt, kørte med højt humør hele vejen og overhovedet ingen gener af de kramper jeg ellers havde frygtet i T1.
Skiftet til løb var fint. Fik lige hilst kort på familien inden jeg kom ind i skiftezonen, hvor jeg hurtigt fandt min pose. Skiftet gik stille og roligt, ingen stress og solbrille og kasket på, og så ellers afsted.
Med mine knæ vidste jeg, at det maraton ville blive en lang tur – havde ikke løbet siden oktober 2021 efter lægens ordre, og indstillingen var derfor, at mit maraton, ville tage mellem 6 og 6,5 time at gå.
Men mit maraton endte faktisk som godkendt. Jeg fik mixet det godt op med løb og gang. De gange knæene begyndte at gøre ondt slog jeg hurtigt over i gang, og klarede vist på den måde frisag.
Da jeg ikke på noget tidspunkt har gået længere end 18 km, løb jeg tør for kræfter med 16 km hjem. Lårene gjorde afsindigt ondt og hvert skridt frem, var med smerter. Men jeg vidste, at jeg nok skulle komme igennem. Min frygt havde været at mine knæ simpelthen ikke kunne holde og at jeg måtte udgå.
Men hjem kom jeg, og med 400 m. til mål mente jeg, at der skulle løbes over stregen, det fortjente Ironman København, og det føltes rigtigt. Den røde løber var lige pludselig der og så var den bare så kort.
Tiden blev 11:58:30 – en godkendt præstation, men naturligvis ikke det race jeg havde drømt om, da jeg tilmeldte mig for 2 år siden. Hvor ville jeg dog gerne kunne ha løbet det med 6:00 i snit som var mit oprindelige mål.
Nu står den på en snak på hospitalet om knæene og operation, og så håber jeg, at nye triathlon mål kan sættes. Det kunne være fedt med den i Barcelona…. For der vil familien også gerne med.
Tak til Nichlas for at gøre mig til en Ironman.