Min Oplevelse ved at Gennemføre Ironman 70.3 i Helsingør
Af Silje Bredvig Berg
For seks måneder siden tog jeg en beslutning, som jeg overhoved ikke vidste hvad ville indebære for mig. Jeg havde på det tidspunkt aldrig dyrket triatlon før, men jeg satte mig for at gennemføre en Ironman 70.3. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, men jeg fandt løbende ud af hvor mange ting jeg ikke vidste om disciplinen, udstyret og min krop. Efter en mindre succesfuld oplevelse ved Herlev Tri, hvor jeg ikke formåede at disponere min energi korrekt, tog det mig noget tid at rejse mig. For selvom jeg gennemførte i en rigtig fornuftig tid, oplevede jeg at kroppen svigtede. Den var for træt – og mit hoved var ikke i stand til at hjælpe den i den grad som jeg havde forventet.
Man ved ikke, hvad man ikke ved, - så hvordan skulle jeg forberede mig fysisk og mentalt til Helsingør? Jeg valgte at stole på de tal som Nichlas så ind i, og regne med at min krop ville levere, hvis jeg mentalt kunne formå at bevare roen og disponere korrekt.
Der er ekstremt meget logistik der skal styr på inden sådan et løb. Der er meget information der skal læses, og mange ting du skal forholde dig til. Man kan hurtigt blive i tvivl om man har fået det hele med.
I ugen op til løbet besøger jeg Helsingør flere gange. Det var min måde at forberede mig, - Nemlig ved at gøre mig så kendt med vandet, ruten og stedet. Jeg tog til Helsingør og svømmede med andre atleter. Det gav mig et større indblik i hvad jeg kunne forvente, og dermed lidt færre ubekendte. For dem er der rigeligt af.
To dage inden tog jeg igen direkte fra arbejde og op for at tjekke området ud og registrere mig.
Dagen inden var jeg oppe og checke min cykel ind, og filme transitionszonen, så jeg kunne ligge og kigge videoerne igennem når jeg kom hjem. Det samme gjorde jeg med svømme ruten, så jeg kunne den til hudløshed.
Aftenen inden spiste jeg som jeg fik besked på – Jeg kørte løbet igennem oppe i hovedet – specielt svømme ruten og de to transitioner, også faldt jeg i dyb søvn.
Race-day:
På løbsdagen var jeg rolig. Alt logistik med in-checkning, cykel klargøring, bags osv. Var klaret. Jeg havde bare et mål. Det her skal være sjovt !!!
Selvfølgelig kom der lidt nervøsitet, da jeg pludselig stod klar med badehætte og våddragt og kunne mærke de andre triatleter. Det eneste, jeg kunne kontrollere, var det, jeg fokuserede på – nemlig at bevare roen. Og det gjorde jeg. Jeg lod mig ikke rive med, som jeg ellers har en tendens til.
Mine briller sad godt, våddragten sad godt, og kroppen begyndte at arbejde, som den skulle. Dog måtte jeg lade mig forstyrre at de andre triatleter i vandet. Der var høje albuer og massiv kamp for at komme frem. Da jeg blev træt nok af det, besluttede jeg mig at for at trække 2 meter væk fra de nærmeste svømmere. Jeg lagde mig på deres venstre side, og kunne så følge dem på min højre. Jeg har 100 % svømmet længere end jeg havde behøvet, men det ville jeg gøre igen. Det var en fantastisk svømmetur med masser af overskud og på en rute jeg kunne forfra og bagfra.
Overgangen fra svømning til T1 var dejligt lang, og jeg fik et hurtigt og velgennemtænkt skift. Jeg kom hurtigt på cyklen. Der var en kold vind på de første km, som ikke generede mig. Jeg tog tre gels i timen, som jeg tog ved 00, 20 og 40 minutter. Jeg var tanket op med dunke, indeholdende energi og lidt salt, så jeg tog imod vand ved hver skiftezone. Jeg lå med et fint snit på 31/32 km/t. Min puls var lav, og jeg holdt mig selv tilbage som planlagt. Igen, Jeg vidste ikke om jeg ville cutte på min løb, og få samme oplevelse som ved Herlev.
Du har kun en første Ironman – og det skal være sjovt
Efter en god cykeltur nåede jeg til løb. Jeg gav mig god tid til virkelig at lade mentalt op igen og ikke lade mig rive med. Det er nyt – Jeg har ingen idé om hvordan min krop vil reagere på løbet.
…og jeg smilede hele vejen igennem. Det var den fedeste oplevelse. Benene var gode, og jeg kunne have fortsat. Jeg mærkede byen, stemningen og mig selv. Jeg kunne vinke og give high five – Det var virkelig drømmescenariet jeg oplevede.
100 meter fra mål, mærkede jeg pludseligt kuldegysningerne på mine arme. De seks måneders træning havde båret frugt, og jeg kom igennem målstregen fyldt med overskud og smil. Og ikke mindst masser af selvtillid, som jeg skal bruge til min Ironman i København i august.