Af Henrik Eskildsen
Vækkeuret er sat til kl. 3, og da det ringer, er det som om jeg allerede er vågen. Jeg har ikke sovet særlig tungt, og har generelt ikke fået ret mange timers søvn. Godt nok gik jeg i seng allerede kl. 20 aftenen i forvejen, men frem imod så stort et stævne, tror jeg ikke der er mange, der får sovet særlig godt natten i forvejen. Jeg har i hvert fald ikke fået mere end 3 gode timers søvn. Jeg starter dagen med et hurtigt bad, for lige at vågne rigtigt, samt få varmet kroppen, leddene og musklerne godt op. Da morgenmaden på hotellet først åbner kl. 4 har jeg godt med tid til at få alle mine ting gjort klar. Jeg får lagt alle mine ting i 4 bunker, 1 bunke med de ting jeg skal bruge i T1 dvs. efter svømningen (til den blå pose), 1 bunke med de ting jeg skal bruge i T2 dvs. efter cyklingen (til den røde pose), 1 bunke med det jeg skal bruge efter løbet, samt en bunke med de ting/tøj jeg skulle bruge til starten – dvs. når stævnet starter.
Jeg går ned til morgenmaden allerede kl. 3.50, da jeg tænker det måske er en god idé for evt. at undgå den helt store kø. Det viser sig ret hurtigt at være den helt rigtige beslutning, da der forholdsvis hurtigt bliver kø ved morgenmaden, når den officielt åbner kl 4. På det tidspunkt er jeg allerede godt halvvejs igennem min mad. Den står på det sædvanlige pre-race morgen mad. Yoghurt, rundstykker med Nutella, frugt, samt kaffe, juice og energidrik. Da jeg er færdig med at spise får jeg lige smurt to små ekstra rundstykker med Nutella, da jeg tænker, at det nok ikke er helt skidt at få noget “rigtigt” at spise i løbet af dagen. Min plan er at få dem spist efter ca. 100 km på cyklen, dvs. ca. 2,5 timer før jeg rammer løbedelen.
Kl. 4.15 er jeg allerede på vej tilbage til værelset for at gøre mig helt klar. Jeg har fået tilkøbt mig en plads på en shuttlebus som Nirvana Europe (samme selskab som jeg har booket hotel igennem) har med, netop med det formål at fragte gæsterne fra hotellet til stævne pladsen og retur. Bussen kører kl. 5.15, så jeg har ca. en times tid til at gøre mig helt klar. Jeg får iført mig min racesuit, og alle min poser bliver pakket. Jeg er meget omhyggelig med at sikre mig, at jeg har husket det hele, Jeg gennemgår tingene flere gange. Inden jeg får set mig om er kl. blevet lidt over 5, og efter 4. gennemgang er jeg nu forholdsvis sikker på, at jeg har husket det hele. Jeg kommer ned i lobbyen, og der er allerede godt pakket med en masse triatleter. Man kan godt mærke at folk er nervøse, og stemningen er virkelig intens allerede på det tidspunkt. Vi kommer afsted til tiden, og jeg befinder mig ved stævne pladsen allerede kl. 5.30, hvilket er 1 timer og 25 min. før min start går. Og det er mørkt, det er koldt, og det regner. På nuværende tidspunkt har jeg lidt svært ved at forstå, hvad det er jeg snart skal i gang med. Om 12 timer er det planen, at jeg skal være i mål. Puha – 12 timer!
Jeg finder ret hurtigt min cykel i skiftezonen, og det lader til at den har overlevet natten fint. Jeg får hurtigt fundet mig en pumpe, så jeg kan få tjekket trykket i mine dæk. De bliver efterfølgende gennemgået for sten og andet snavs. Det ville trods alt være ærgerligt at få en punktering tidligt på cyklen ruten. Herefter får jeg smurt kæden med lidt ny olie, og jeg forsikrer mig at cyklen ruller fint. Alt virker som det skal. Energi geler og barer samt saltsticks bliver tapet fast til cyklen. Til sidst får jeg installeret mine 3 dunke – to med energi drik og en med mad (de to rundstykker med Nutella samt en Snickers). Cyklen er klar. Jeg går hurtigt over til skifteområdet, hvor jeg får deponeret mine ting i den blå og røde skiftezone pose. Jeg er ved at være klar, og derfor beslutter jeg mig også for at få min våddragt på. Jeg finder mig med lidt besvær en plads i et af skifteteltene, hvor jeg kan få min dragt på. Der er virkelig ved at være rigtig mange mennesker. Efter ca. 5 min har jeg fået smurt mig godt ind i babyolie, og fået våddragten halvt på. Jeg venter mig at tage dragten helt på indtil jeg kommer helt ned til svømmestarten. Så kan jeg evt. nå at få tisset af inden. Det tager omkring 10 min at komme fra skiftzonen ned til svømmestarten, men det føles meget meget længere. Jeg er for alvor ved at blive stresset. Jeg kan se, at det bliver svært at nå det hele. Kl. er 6.20 da jeg kommer frem til svømmestarten, og vi skal alle være oppe af vandet allerede kl. 6.30. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg ikke når at få tisset inden jeg skal i vandet for at få varmet op. Jeg må gøre det i dragten inden start. Det har jeg heldigvis prøvet før. Jeg får en hjælpende hånd til at få lukket dragten helt. Herefter er det bare med at komme ud i vandet og få gang i kroppen. Vandet er faktisk varmere end jeg havde regnet med, men uden at det er ubehageligt. Jeg får svømmet ca. 200-300 meter for at få rigtigt gang i mine arme, og for at få tilvænnet mig vandet. Præcist kl. 6.30 bliver vi alle kaldt ud af vandet, og går op på stranden. Da jeg kommer op på stranden finder jeg til min store glæde familien der er rejset med på turen. Jeg ved ikke om det gjorde mig en smule mere nervøs frem imod starten, men der er ingen tvivl om jeg virkelig er nervøs på nuværende tidspunkt. Jeg får hurtigt krammet min mor og givet high-five til far og brormand, også er det ellers bare afsted henimod start boksen.
Svømmeruten ved IM Zürich er en rute på to omgange. Man starter med at svømme ca. 1800 m, hvorefter man rammer en såkaldt Australian exit, hvor man skal op vandet for at løbe over en lille ø med navnet Saffa-Insel (ca. 20 m), og så skal man ellers tilbage i vandet for at svømme de sidste 2000 m.
Kl. 6.45 bliver pro’erne sendt afsted, kl. 6.50 bliver startgruppe 1 (svømmetid under 70 min.) sendt afsted, og kl. 6.55 bliver startgruppe 2 (svømmetid over 70 min.) sendt afsted. Jeg vælger at placere mig i startgruppe 2, da jeg ikke forventer at kunne svømme under 70 min. Slet ikke i ferskvand. Herudover tænker jeg faktisk, at jeg vil forsøge at tage den lidt med ro, så jeg kan spare mest muligt på kræfterne. Men det skal vise sig at blive helt anderledes.
Tiden fra da vi kommer op ad vandet efter opvarmningen, hvor vi står i startboksen frem til vi får lov til at komme ned til starten på stranden, føles som en evighed. En masse tanker flyver igennem mit hoved, og jeg er vildt nervøs. Det er nu at de sidste 7-8 måneders effektiv træning skal vise sit værd. Jeg glæder mig til at komme i gang, men kan også mærke at jeg er en smule skræmt. Hvad nu hvis det ikke går? Hvad nu hvis jeg har overvurderet mine evner? Jeg forsøger at lukke mine tanker ude. Men puha det er vildt svært. Endelig får vi lov til at komme ned på stranden. I starten tænker jeg egentlig ikke meget over hvor jeg får placeret mig, men hurtigt viser det sig, at jeg er kommet ret lang frem i gruppen. Jeg står i midten og i 2. række. Puha jeg er måske kommet lige langt nok frem? Så kommer tankerne tilbage igen. Hvad er det lige jeg har gang i her? Jeg står i en startgruppe med 1300-1400 andre triatleter, og skal til at starte en Ironman! Heldigvis får jeg de positive tanker frem igen, og får smilet tilbage. Folk omkring mig virker spændte, men alle smiler, og er glade. Så hvorfor skulle jeg ikke også være det. Med 5 min til start får jeg endelig tisset af i dragten. Det er en smule grænseoverskridende at stå og lade vandet, imens man står side om side med en masse andre triatleter. Men jeg er nu også ret sikker på, at jeg ikke er den eneste der gør det. “20 seconds” lyder der så lige pludselig fra speakeren. Musikken brager stadigvæk ud at højtalerne, men det føles alligevel som om der er helt stille. Der er ingen der siger noget. Vandet er forholdsvis roligt. Men jeg ved det er et spørgsmål om sekunder, så er freden forbi. Og med et går startskuddet. BANG. Også er vi ellers i gang.
Jeg kommer rimelig hurtigt langt nok ud i vandet til at kunne kaste mig i baljen, også ellers få gang i armene. Det jeg stod og glædede mig til oppe på stranden, viser sig hurtigt ikke at være så sjovt, som jeg havde forestillet mig. De første 400 m er en ren kamp. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Albuer, spark, slag, skub og folk der svømmer henover en. Det er ikke sjovt, men det er som om, at jeg på en eller anden måde havde forventet det. Jeg forsøger at fokusere 100% på at styre min vejrtrækning, også ellers få holdt gang i mine svømmetag. Bare ikke gå i panik. “Henrik – husk nu for h…… at trække vejret dybt”. Efter de første 400 m er overstået (og ja de skulle overstås), så virker det som om, der bliver lidt mere plads, så man endelig kan starte med at koncentrere sig om at svømme. Men det viser sig desværre også at freden hurtigt er forbi, for efter de næste 200 m rammer vi første bøje, også er det ellers bare forfra igen. Vi skal igennem nøjagtig det samme engang til. Tilbage i vaskemaskinen og det føles som om kampen står på i en evighed. Efter 400 m bliver der endelig lidt frit igen, og jeg føler at jeg kommer ind i noget der minder lidt om en rytme. Men så om vi ikke allerede rammer næste bøje. Jeg ved det allerede inden vi kommer derhen. Jeg skal en tur igennem tumulten engang til. Igen føles det som om kampen står på i en evighed. Og det er det samme engang til – ca. 400 m med ren kamp, hvorefter de så bliver forholdsvis åbent igen. Jeg er nu tæt på halvvejs igennem svømningen, og det betyder, at jeg snart skal over Saffa Insel. Jeg kommer under gangbroen, hen til rampen og bliver så ellers trukket op af vandet. Det er en mærkelig følelse at blive trukket op af vandet, når man ved at man kun er ca. halvvejs. Hurtigt får jeg løbet de små 20 m henover ø’en også ellers kastet mig ud i vandet igen.
“Kom nu Henrik – der er kun 2000 m til at jeg skal på geden”. Jeg forsøger at få de positive tanker frem, men jeg synes virkelig det går langsomt, og jeg er slet ikke kommet ind i en rigtig rytme. Da jeg kommer lidt væk fra Saffa-Insel, virker det som om vandet er blevet mere uroligt, og at der er kommet lidt bølger på. Også sker det! Jeg får krampe i højre lægmuskel. Jeg forsøger at få lidt gang i benet, og håber på jeg kan få den svømmet den væk, men det gør bare krampen endnu værre. Jeg runder den næstsidste bøje, og heldigvis er kampen omkring bøjerne aftaget, så det ikke føles helt så slemt. Men jeg har stadigvæk krampen at kæmpe med, og kan mærke at jeg er gået helt ned i tempo. Endelig slipper krampen, og jeg kan atter svømme frit. Også rammer den næste nedtur mig. Min antagelse var god nok. Vandet er blevet mere uroligt, og bølgerne kommer skråt ind fra venstre. Da jeg ikke rigtigt har fået lært at trække vejret til begge sider, bliver det ret hurtigt et problem for mig. Jeg kan mærke, at jeg får slugt en del vand, mens vi svømmer henimod sidste bøje. Men heldigvis er krampen væk. Så helt skidt er det ikke. Jeg får vendt om den sidste bøje, og det hjælper lidt på bølgerne. De sidste 600 m føler jeg bare går vildt langsomt. Men jeg får også de positive tanker frem igen. Nu er det værste snart overstået, og jeg glæder mig bare til at komme op af vandet og ud på cyklen. De sidste meter henimod rampen op til skiftezonen bliver atter en kamp, da vi åbenbart er mange der har svømmet i samme tempo. Der skal to hjælpere til at hive mig op, men det lykkedes at få trukket op mig op af vandet, og jeg kommer endelig ind i T1. Uret står på 1.20.28. Sørens – det var ikke helt hvad jeg havde håbet på.
Jeg finder ret hurtigt min blå pose med mine strømper, cykelsko, hjelm og cykelbriller. Herefter kommer jeg ind i et af skifteteltene, og får så ellers smidt våddragten. Jeg kan mærke at jeg ikke har voldsomt travlt. Jeg ved at det i forvejen bliver en ret lang dag, og derfor er det nok heller ikke helt dumt at bruge de 30 sekunder ekstra på at få skiftet ordentligt. På vej ud af teltet får jeg afleveret posen igen, også er det ellers bare ned til cyklen. Vi skal alle ned og vende i det ene hjørne af skiftezonen, hvilket betyder at vilkårene er ens for alle, da man så ikke får en fordel af en bedre plads i skiftezonen. Jeg kommer over til min cykel, får den hevet ned fra stativet, og bevæger mig så ellers over imod udgangen. På vej derover opdager jeg at underlaget i skiftezonen er ret så mudret. Det er ikke noget jeg tænker vildt meget over, men det skal hurtigt vise sig at få en betydning for starten på min cykeltur. T1 bliver overstået i 5.48 – hvilket heller ikke ligefrem er imponerende.
Jeg kommer ud på vejen, og finder hurtigt et sted, hvor jeg ellers kan hoppe op på cyklen også ellers få klikket skoene i. Men det er som om, de bare ikke vil klikke i. HVAD SKER DER? Også strejfer tanken mig. Jeg må have fået mudder op i klamperne. Jeg forsætter bare med at prøve at få dem mast i, men der sker bare ingenting. DET SKER BARE IKKE. Jeg kommer forbi familien der står på sidelinjen, der selvfølgelig gerne vil sende mig godt afsted. I stedet for at tage godt imod de finde tilråb, får jeg i min desperation desværre overfuset dem. Jeg er simpelthen helt vildt stresset og sur. Det kan da ikke passe at en smule mudder skal ødelægge starten på en 180 km lang cykeltur. Efter noget der bare føles som en evighed lykkedes det mig at få mast den ene sko i pedalen. Jeg forsætter bare med at masse for at få den sidste sko i. KLIK – det lykkedes heldigvis også til sidst. Jeg får kigget ned på mit ur, og opdager at jeg har brugt lidt over 1,5 min på at komme i pedalerne. Ikke ligefrem en optimal start. Men med en tur på 180 km bliver jeg bare nød til at glemme det, også ellers få de positive tanker frem igen. Det lykkedes efter godt 10 min, og jeg er begyndt at glæde mig til at få rigtig fart på cyklen.
Cykelruten ved IM Zürich er en rute på to omgange a 90 km. De første 30 km kører man langs med Zürich søen. Her er ruten ret flad, og der er ingen sving. Herefter kører man så lidt ind i landet, og rammer et forholdsvist kuperet landskab. De sidste 60 km inkluderer 3-4 mindre stigninger med en samlet højdeforskel på 650-700 m.
Jeg bruger de første 20-25 km på cyklen til at få presset gns. farten lidt op. Ikke nok med at jeg har tabt lidt tid i starten pga. episoden med pedalerne, så ved jeg også at jeg nok kommer til at miste lidt fart pga. de foranstående stigninger. Alt imens jeg får trådt lidt til i pedalerne, får jeg dårlig samvittighed over min reaktion/overfusning tidligere. Det er bare ikke ok, og jeg glæder mig allerede på nuværende tidspunkt til at se dem igen, og give dem en undskyldning. Jeg forsætter dog med at trampe i pedalener, og får allerede på nuværende tidspunkt fyldt godt på depoterne. En masse energidrik, samt energi gel + bar bliver flydt på. Efter knap 30 km rammer vi så den første stigning. Den er ikke voldsom lang eller stejl. Det ved jeg efter jeg har studeret ruten nøje, men alligevel overrasker det mig virkelig, hvordan folk bare går i stå. Jeg beholder som en af de få kæden på den store klinge foran. Det betyder også, at jeg bare stryger forbi en masse. Det er en fed fornemmelse. Så er vi sgu i gang, og jeg er flyvende. Udfordringerne i starten af løbet er nu glemt, og jeg føler mig godt tilpas, og nyder faktisk landskabet samt de tilråd man nu får med på vejen. Nedkørslen efter første stigning og frem mod næste stigning virker faktisk ret lang, men man får ikke den helt vilde fart på, da den ikke er så stejl, og da der er forholdsvis mange sving samt et par rundkørsler vi skal igennem. Efter nogle km drejer vi så til højre, også rammer vi så ellers ind i den næste stigning – “The Beast”. Det er rutens længste stigning, og det viser sig ret hurtigt at den også er forholdsvis stejl. Nok også derfor den har fået det fine navn. Denne gang bliver jeg i hvert fald nød til at skifte ned på den lille klinge foran, men har da trods alt stadigvæk 2-3 gear at give af endnu. Mange af dem jeg overhaler har på nuværende tidspunkt ingen yderligere gear at give af, og det overrasker mig en smule, at folk allerede efter ca. 60 km har behov for at finde det letteste gear frem. Men måske det bare er fordi folk sparer lidt på kræfterne. Vi er jo ikke engang halvvejs igennem dagen endnu.
Jeg føler jeg kommer godt henover “The Beast”, og har masser af overskud. Nedkørslen denne gang er dog ret kort, for der går ikke ret længe, før vi rammer den næste bakke. Stigningen her er dog kun jævnt stejl, men det går alligevel opad i ca. 5 km. Jeg ved dog også, at der venter en ret lang og stejl nedkørsel på den anden side. Jeg både glæder mig til den, men er også en smule skræmt, da jeg aldrig rigtig har kørt så lange nedkørsler. Jeg kommer fint henover den efterfølgende stigning, også tager tyngdekraften så ellers bare ved cyklen. Vi skal helt ned til Zürich søen igen, hvilket er ca. 8 km med ren nedkørsel. Min cykel computer kommer lynhurtigt langt over 60 km/t, og den kunne sagtens have forsat, men jeg giver den simpelthen ikke lov. Mine hænder sidder godt plantet omkring bremserne, og da vejret ikke er helt optimalt, og vejene stadigvæk er ret våde, tænker jeg det er en god idé lige at tage den med ro. Det er bl.a. også på denne nedkørsel vi rammer flere af de såkaldte “dangerous zones”, hvor det er strengt forbudt at ligge i bøjlerne, samt hvor man bliver opfordret til simpelthen at sænke farten ret kraftigt. Jeg tager den under omstændighederne relativt roligt, alt imens der er flere af de lidt tungere ryttere der bare tordner forbi mig. Hver gang der er en der suser forbi mig, får jeg et mindre chok. Det er vildt at de tør. Vi kommer endelig ned til søen igen, og nu er der ikke engang 10 km til vi kommer ind omkring skiftezonen igen. På vej derhen opdager jeg atter familien, og giver dem en thumbs up, som signal på alt er ok, og at jeg er ked at min opførsel fra tidligere.
Inden vi kører ud på anden omgang af cykelruten skal vi lige ned at vende omkring “Heartbreak Hill” – en relativ kort stigning, men ret stejl og intens. Jeg har set mange billeder og videoer af stigningen inden løbet, og ved at det er en man skal glæde sig til. Og jeg bliver ikke skuffet. Der er nærmest lidt Tour de France stemningen over den. Folk står vildt tæt, og der er bare vildt god stemning. Ko klokker der dingler, en masse flag, sange og bare generelt råben og skrigen. Man føler sig lidt som stjerne med den opbakning.
Efter stigningen kommer vi lyn hurtigt ned omkring skiftezonen igen, også er det ellers bare med at komme ud på anden omgang af cykeldelen, og få kørt de sidste 90 km. Det er en ret mærkelig følelse at side med på det tidspunkt. Alle de indtryk jeg har fået i løbet af første omgang skal jeg så lige igennem en gang til, og ca. 2,5 timer efter det så skal jeg så lige løbe et marathon. På nuværende tidspunkt er jeg stadigvæk ikke engang halvvejs igennem løbet. Det er lidt svært at forholde sig til.
Efter jeg er kommet lidt væk fra skiftzonen igen, går jeg i gang med at spise de to medbragte rundstykker med Nutella. Dem har jeg faktisk glædet mig til at få. Jeg synes generelt jeg har været ret god til at fylde godt på med væske og energi undervejs. Måske lidt for meget væske, for jeg har allerede på nuværende tidspunkt været nød til at lade vandet to gange, imens jeg har siddet på cyklen. Efter de første godt 30 km på anden omgang, rammer vi igen ind i stigningerne. Nu er der godt 60 km tilbage. Jeg er så småt begyndt at glæde mig til at komme i gang med at løbe. Jeg kommer igen relativt let (synes jeg selv i hvert fald) henover de 3 stigninger – især ”The Beast” hvor jeg igen har flere gear at give af. De folk jeg passerer på stigningen virker ramte, og det kan ikke være positivt for deres tanker, at jeg næsten flyver forbi dem. Men det var fedt for mig! Efter stigningerne venter atter de 8 km nedkørsel. Vejret er nu bliver væsentlig bedre og vejene er blevet tørre, så jeg tør godt give den lidt ekstra gas nedad. Min cykelcomputer viser på et tidspunkt 75 km/t, og det er i hvert fald ikke på sådan et tidspunkt man skal gå i panik. Jeg kommer godt ned, og rammer atter Zürich søen. Nu er der kun 15 km tilbage, og jeg mangler nu kun Heart Break Hill. Tilbage omkring skiftezonen, ned til Heart Break Hill, og så ellers tilbage igen. Jeg kan mærke, at der er kommet godt med mennesker rundt omkring, og inden jeg rammer T2, får jeg lige spist det sidste energi. De sidste par km får jeg nærmest rullet af, og forsøger at få løsnet lidt op i stængerne. Det er der tid til, da jeg godt kan se, at jeg har holdt gns. farten over det ønskede. Da jeg rammer skiftezonen, og hopper af cyklen, kan jeg godt mærke at benene føles tunge. Nu skal jeg bare lige løbe et maraton. Som om man har lyst til det lige nu. Jeg gennemfører de 180 km i tiden 5.30.31. Det svarer til en gns. fart på 32,64 km/t. Det er jeg nu godt tilfreds med, når nu man tænker på den start jeg fik, samt de stigninger vi har været henover.
Jeg kommer sikkert ind i T2, får placeret cyklen på min plads, hvorefter jeg lunter stille og roligt over mod skifteteltene. Det er ikke fordi der er kommet voldsomt mange cykler retur endnu, så helt skidt kan det ikke være, det jeg har gang i. Jeg finder hurtigt min røde pose, og får så ellers skiftet til løbesko. Ligesom i T1 bruger jeg lidt ekstra tid på at få sokker og sko til at sidde rigtigt, den ekstra tid er uden tvivl givet godt ud på nuværende tidspunkt. Jeg får fyldt lommerne med gels, også er det ellers bare med at komme afsted. Jeg får deponeret posen, og lunter henimod udgangen. ”Nu mangler jeg bare løbet, det er jo bare et maraton” tænker jeg. ”Det har jeg jo prøvet en del gange før”.
Der er vildt proppet med tilskuere, da jeg kommer ud af skiftezonen, og stemningen er bare fantastisk. Det er da noget af en start på løbeturen. Jeg har inden løbet ikke brugt særlig meget tid på at studere løberuten. Men det viser sig hurtigt, at det nok ikke har været den allerbedste tilgang til det. Løberuten ved IM Zürich består af en runde på ca. 10,5 km der skal løbes i alt 4 gange. Undervejs er der en del sving, flere passager hvor man løber under vejen (dvs. trapper der skal passeres), steder hvor der er forholdsvist smalt, og stykker hvor der løbes på grus.
Min virtual partner på uret er sat til 4.30 min/km. Umiddelbart tænker jeg ikke, at det skulle være noget problem at holde det tempo. Jeg har trods alt på langt de fleste af mine træningsture ligget på mellem 4.10-4.15 min/km. Det viser sig dog hurtigt, at jeg har overvurderet mig selv. Med en del sving og trappetrin allerede på den første km, er jeg allerede bag ud fra start. Herudover har jeg ikke fundet ind i min rigtige løberytme endnu. Det føles som om jeg har gummi i benene/knæene, og pulsen er kommet vildt højt op. Der går vel 3-4 km før jeg falder til ro, og har fundet ind i noget der ligner en normal rytme. Efter 5 km er jeg så også kommet tilbage omkring +/- 5 sek. på min virtual partner. Så er jeg da i gang.
Vi får allerede det første armbånd på efter 5 km. Vi skal have et på for hver runde, dvs. vi ender med i alt 4 armbånd. Her rammer jeg så allerede den første mentale nedtur. Nu er der så lige 37 km tilbage. Det virker jo fuldstændig uoverskueligt. Selvom jeg har løbet en håndful maraton før, så minder det her overhovedet ikke om noget jeg har prøvet før. Den lethed som man løber med i starten af et maraton, er ikke til at spore nogen som helst steder. Det er næsten som om det er en helt anden måde at løbe på. På nuværende tidspunkt holder jeg dog stadigvæk pænt gang i benene, og kilometrerne tikker stille og roligt ind på uret. Jeg er begyndt at tænke lidt mere positivt, og er faktisk begyndt at nyde udsigten samt de mange tilskuere der står på ruten. Herudover er der heldigvis depoter for hver 2. km, så jeg får ret hurtigt delt min tur op, så jeg ”bare” løber fra depot til depot. Efter ca. 6-7 km ser jeg atter familien igen – det er nu ret rart med personlig opbakning også.
Jeg nærmer mig 10 km skiltet, og ved at jeg er ved at være igennem første runde. Vi skal ned at vende omkring skiftezonen, og løber faktisk lige forbi opløbet. Bang – endnu en kold spand vand i hovedet. Der er pakket med tilskuere omkring opløbet, men det er bare svært at forholde sig til at man lige skal løbe over 30 km, før det bliver ens egen tur til at dreje til venstre, og ikke skal forsætte ude på en omgang mere. BANG. Så sker det allerede. Efter de første par sving, og første passage med trapper på runde nummer 2, rammer jeg den berømte og berygtede (og frygtede) mur. Det er godt nok tidligt. Jeg havde godt forestillet mig, at den ikke først kom ved km 30-32, som er normalen ved et maraton. Men at den allerede kommer efter 11 km, havde jeg godt nok ikke regnet med. Jeg er mentalt nede, og benene er helt vildt tunge. Pt. er der ret tomt med løbere, og stort set ingen tilskuere på denne del af strækningen. Jeg kigger konstant på mit ur, og kan bare se at jeg taber tid i forhold til min virtual partner. Der går heller ikke mange minutter før jeg må acceptere, at de 4.30 min/km simpelthen er for urealistisk. Oppe i hovedet rykker jeg den til 4.40 min/km. Det er nu det psykologiske spil starter. Benene og kroppen råber stop, og man kæmper bare med den ene negative tanke efter den anden. Jeg får spist den første gel, og må ærligt indrømme, at den er svær at få ned. Men jeg ved også at kroppen bare har behov for alt den energi den kan få. Det er godt nok op af bakke på nuværende tidspunkt.
Efter ca. 16 km får jeg så mit andet armbånd på. Det er stadigvæk rimelig uoverskueligt at tænke på at jeg stadigvæk har 26 km igen. Mit tempo er faldet ret meget, det behøver jeg ikke engang kigge på uret for at finde ud af. Men det er som om, jeg på en eller anden måde er kommet op af hullet igen. Godt nok løber jeg stadigvæk med den følelse om at have ramt muren, men jeg har også accepteret, at det vil være sådan resten af vejen. Jeg har accepteret at jeg nok heller ikke kan holde mit nye 4.40 tempo. Men hey – jeg er i gang med en Ironman. Det skal gøre ondt, og der er ikke engang to timer til jeg er i mål. Jeg har set familien flere gange siden sidst, og det giver et lille ekstra boost hver gang. Mon ikke også de kan se, at jeg er ret mærket. Jeg kommer forbi skiftezonen for anden gang, og får lige skimtet opløbet. 21 km er overstået, 2 omgange igen, bare et halvmaraton. Det er jo ingenting.
Da jeg kommer ud på 3. runde og er kommet lidt væk fra skiftezonen, er det som om mine ben bare bliver tungere og tungere. Det gør ondt hver gang jeg tager et skridt. Men overraskende nok, er det faktisk stadigvæk mig der overhaler folk og ikke omvendt. Selvfølgelig bliver jeg også overhalet af nogle stykker undervejs (pro’er og hurtige AG’er), men det lader til at mit tempo stadigvæk ligger et pænt stykke over gennemsnittet. Endelig får jeg mit 3. armbånd på, og det hjælper vildt meget på humøret. Kun et sølle armbånd mere og 17 km, så er jeg der. Jeg er startet med at drikke ved hvert depot, og det er som regel energidrik jeg får fat i. Jeg kan bare ikke spise flere gels, og er egentlig bare træt af alt den sukker. Om det stadigvæk er nødvendigt at drikke energidrik med ”så lidt” tilbage af løbet, er jeg ikke sikker på, men mentalt hjælper det i hvert fald. Jeg får på et tidspunkt ved en fejl fat i et glas cola, og det er selvfølgelig på det tidspunkt, hvor jeg indtager min sidste saltstick. Puha – jeg bliver aldrig fan af at drikke cola under et løb. Og slet ikke når jeg skal sluge piller med det. Efter nogle km kommer jeg atter tilbage omkring skiftezonen, forbi opløbet og alle de mange mennesker. En omgang mere, så er det min tur. Jeg er tæt på nu.
Der er mange løbere på ruten, da jeg kommer lidt væk fra skiftezonen igen. Og det er ikke ligefrem fordi folk viser hensyn. Ikke noget med at holde til højre, så man evt. kan give plads til dem der er lidt hurtigere. Jeg undrer mig over det, hver gang jeg er i en sådan situation. Hvordan kan det være at folk kan ligge til højre når de cykler, men er fløjtene ligeglade når de rammer løbet? Jeg ved ikke om jeg nogensinde får svar på det. Men jeg glemmer det hurtigt igen. Jeg er der snart. Jeg tager den allersidste gel med 9 km igen. Nu må det være slut med alt det sukker. Efterfølgende mærker jeg hurtigt, at jeg har drukket ret meget væske i løbet af de seneste timer, og at kroppen ikke har kunnet optage det hele. Jeg skal virkelig tisse. Jeg bliver nød til at stoppe ved næste depot/toilet, selvom der ikke er langt hjem. Sørens også! Lige efter jeg har fået mit 4. armbånd på, rammer jeg så et toilet. I forvejen er det ikke let at gå på toilettet når man kører/løber med heldragt, men at gøre det efter man har haft den på i ca. 10 timer er absolut ikke let. Men det lykkedes mig dog heldigvis, og jeg bruger ca. 2 min på mit toiletbesøg. Nu er der kun 5 km hjem. Det er jo ingenting. Jeg opdager til min store glæde, at der ikke er mange der har 4 armbånd på. Det store smil kommer frem. Det kan ikke gå galt nu. Sølle 5 km!
De sidste km føles som en evighed, det går langsomt, og det er bare som om man har ramt en form for dvale tilstand. Det er heller ikke fordi man tænker så klart på det tidspunkt. Jeg kigger på uret mange gange, og kan se at de 4.40 min/km i gns. tempo er kommet tættere på de 5.00 min/km. Men jeg er egentlig også ligeglad, også alligevel ikke. Kan jeg holde mit tempo, så ender jeg med at løbe på under 3t 30m. Selvom jeg har været i gang i meget lang tid, er jeg stadigvæk i stand til at sætte delmål. Det skal jeg nå. Allerede inden jeg kommer ind på sidste km får jeg gåsehud og kuldegysninger. Det er lige før jeg også begynder at tude. Jeg er der nu, og jeg forsøger bare at nyde det sidste. Tilskuerne, omgivelserne og følelsen. Hvor er det fedt, og hvor er det bare stort. Jeg kommer indtil opløbet. Nu er det min tur at dreje til venstre. Jeg hører familien råbe til mig. Så er det nu. De sidste 200m – så er jeg der. Jeg får hurtigt kigget på uret inden jeg er der – 3.29.31. Det var tæt, men det lykkedes.
Mit navn bliver råbt op. Det er ikke alle der får den ære. Fedt! Da jeg krydser stregen, ved jeg bare ikke hvordan jeg skal reagere. Det er bare vildt overvældende. Alt den træning, alt den tid, alle de gange vækkeuret har ringet kl. 5.30, og alle de gange man har måttet takke nej til andre arrangementer. Det har været det hele værd. Jeg forsøger at holde mig på benene. De gør bare ondt, og føles egentlig bare som to store mursten, der er vildt svære at løfte. Jeg finder mig en bande, hvor jeg lige sunder mig lidt. Over på den anden side i tilskuer området står de så allesammen. Jeg kæmper lidt med at holde masken, og for at holde tårerne tilbage. Men da jeg stadigvæk har både skærm og solbriller på opdager de det heldigvis ikke. Hvor er jeg dog glad for at jeg har kunnet dele den her oplevelse med dem. Ingen tvivl om at deres opbakning har været guld værd for mig.
Efter at have sundet mig i 5-10 min trasker jeg over mod Athletes Garden, hvor jeg så ellers bare får fyldt på med, hvad der nu er til rådighed. Chips, nødder, kager, saltstænger, vand, red bull, cola og frugt. Jeg får hentet min finisher t-shirt, og får endda graveret min slut tid på bagsiden af min medalje. På det tidspunkt har jeg nok stadigvæk ikke helt realiseret, hvad det er jeg har været igennem. Men jeg kan mærke at min krop er brugt, og benene er fuldstændig smadret. Jeg finder mit skiftetøj, og får ellers noget rent tøj på, også selvfølgelig min nye finisher t-shirt. På det tidspunkt er jeg ikke i tvivl om, at det er min nye ynglings t-shirt. Den bliver svær at få af mig! Jeg kigger lige en ekstra gang på min medalje. Ja den er god nok. Total time 10.30.41. Det er sgu ok som debutant på distancen.
