Aalborg Triatlon - Triatlon for alle

Aalborg Triatlon - Triatlon for alle

Af: Mathias Milo Øuleé

Forløb triathlon år 2020:

Målet var sat tilbage i november 2019. En IRONMAN skulle gennemføres i året 2020 og gerne under 12 timer. Med job, hus, hund, kone og barn vidste jeg, at jeg havde brug for hjælp til træningsplanlægningen. Derfor kontaktede jeg Nichlas ved Uperform og han ville gerne lægge en træningsplan for mig, frem mod mit store mål.

Jeg løb et halvmarathon 1. marts og første kryds var sat frem mod også at gennemføre BIG4, som en ekstra lille bonusmålsætning.

Så kom Corona nedlukningen og svømmehallerne lukkede. Alt blev usikkert og man kunne ikke lade være med at tænke ”bliver der overhovedet nogen stævner i år?!” Herfra hjælp Nichlas mig meget med det mentale og vi aftalte at fortsætte planen og håbe på det bedste. Jeg var tilmeldt CPH Marathon, IRONMAN Hamburg og ½ distance Aalborg Triathlon henholdsvis maj, juni og juli måned. CPH Marathon blev aflyst, IRONMAN blev flyttet til 5/9 og Aalborg Triathlon blev flyttet til 20/9. Nichlas var hurtig til at ændre mit forløb til at skulle toppe til september og jeg fik nogle styrkeøvelser til at vedligeholde svømmetræningen.

Jeg gjorde et forsøg på marathon distancen 17/5, som desværre resulterede i en knæskade efter ca 30 km. Herfra vidste jeg godt at det ville blive svært at nå mit mål, men gennemføre det SKULLE jeg. Igen skulle Nichlas ændre i planerne, så det blev muligt at kunne gennemføre årets store mål 5/9. BIG4 blev afskrevet allerede her.

Efter en lille træningspause og et forløb med lav belastning, kom meldingen midt i juli: ”IRONMAN AFLYST”. Det var hårdt mentalt efter den melding. Der havde man brugt ca 12 timer i gennemsnit om ugen på træning i 9 måneder og så bliver det aflyst 1½ måned før. Tid som man kunne have brugt med familie og venner, som føltes spildt på daværende tidspunkt. Men det var selvfølgelig ikke spildt, men det føltes sådan.

Efter jeg havde sundet mig, besluttede jeg i samarbejde med Nichlas om at lægge en plan frem mod det eneste tilbageværende stævne der var på listen. ½ distance ved Aalborg Triathlon 20/9 og mens Danmark åbnede mere og mere op, steg håbet også for at stævnet kunne gennemføres. Men tvivlen lå hele tiden i baghovedet.

Ugen op til raceday fik jeg kostråd af Nichlas, så jeg følte mig godt forberedt på det punkt også. Jeg skulle 3-4 dage inden drikke rødbedeshots 2 gange om dagen, hvilket jeg aldrig havde prøvet før. Det smagte ikke sindssygt godt, men umiddelbart havde det en god virkning. 2-3 dage inden raceday spiste jeg kun fisk, kylling, pasta og grøntsager til aftensmaden. 3 dage inden blev alt grej testet, så man er sikker på det virker som ønsket på dagen.

Om fredagen herskede der pludselig tvivl om stævnet ville blive afholdt. Der var pressemøde, hvor forsamlingsforbuddet blev sænket og dermed skulle grupperne til raceday gøres mindre. Det lykkedes dog og så var jeg endelig sikker på, at der skulle køres race på søndag!

Dagen inden raceday skulle der bare slappes af, benene op og gennemtænkte morgendagens raceplan.

Race report ½ distance Aalborg Triathlon 2020:

Dagen var endelig kommet 20-09-2020. Første og eneste Triathlon stævne i 2020.

Op kl. 06.00 for at spise morgenmad og drikke det sidste shot med rødbede. Herefter gik turen 2 timer til Aalborg til registrering mellem kl. 09.00-0930, hvorefter skiftezonen for min startgruppe åbnede kl. 10.00-10.30. Jeg fik opstillet alle mine ting i skiftezonen og skulle så lige have det sidste toiletbesøg inden jeg skulle have min svømmedragt på. Det gik dog ikke som forventet, da den toiletvogn jeg brugte pludselig, var helt låst og jeg ikke kunne komme ud. Her snakker vi ca 30 min før starten kl. 11.15. Her frygtede jeg igen for, at min start på et race i år ville glippe.

Jeg fik dog banket hårdt nok på døren til at skabe mig noget opmærksomhed, så jeg efter 10 min kunne komme ud. Hurtigt i svømmedragten og haste hen til svømmestarten, som lå 1 kilometers penge fra skiftezonen. 5 min før starten gik, var jeg ankommet til svømmestart og her var jeg godt varm, efter at have små løbet derhen.

11.15 gik starten og race var sat i gang. Jeg hoppede i den 17 grader varme Kridtgrav og så var det bare fokus på de næste 1.9 km svømning. Målet var omkring 45 min og selvom starten var lidt urolig, så fandt jeg hurtigt et flow i vandet og kom op efter ca 39 min. Løb op fra vandet og over til skiftezonen, mens dragten så småt kom af. T1 gik godt og jeg sørger altid for at tjekke, at jeg har husket ALT. Det er så dumt at sidde på cyklen og have glemt noget.

Jeg pressede mig selv til at sidde mere aerodynamisk end jeg plejer, hvilket gav problemer med ryggen efter 70 km. Pga. min knæskade var jeg nødt til at holde igen med watt-tallene. Jeg kørte dog stadig 30 km/t, gennemsnit over de 90 km, hvilket jeg er ganske tilfreds med. Jeg fik også disponeret godt ift. medbragte gels og vingummier, med hjælp fra coach Nichlas. T2 gik som forventet, ind med cyklen og på med løbeskoene og sørge for at de spændt tilpas og ud igen. Skift mellem de forskellige discipliner er helt sikkert noget, jeg skal forbedre i fremtiden.

Planen ift. løb var et håb om at ramme pace 6.00 og ikke forværre skaden. Derfor startede jeg i pace 6.15 på de første runde på 5,25 km. Herefter øgede jeg pacen, som planlagt men efter ca 8 km begyndte det desværre at gøre ondt og spænde op i knæet. Herefter var overvejelserne om jeg skulle give op, eller man bare skulle sørge for at gennemføre. I og med det var årets eneste race, så kunne jeg ikke gå derfra med en DNF. Derfor sled jeg mig igennem de resterende 13 km i en meget tvivlsom løbestil. Ender med 2:24 på det afsluttende ½-marathon, hvilket er langt fra mit normale niveau på løb. Men følelsen af at ”løbe” i mål ved et race i år 2020, var HELT fantastisk.

Når man har lagt 10-12 timers træning hver eneste uge siden november, så var det ubeskriveligt at slutte sæsonen af med et race. Samlet tid 6:11. Ikke lige hvad jeg havde håbet, men så igen var det bare dejligt at race og afslutte sæsonen på den måde.

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

KMD IRONMAN Copenhagen 2019

Af Carl Philip Levin

For godt og vel et år siden, i august 2018, besluttede jeg mig for, at gøre noget ved min store drøm. Jeg ville gennemføre en IRONMAN, og det skulle være løbet i min egen baghave, KMD IRONMAN Copenhagen 2019. 

Da jeg voksede op, fandt jeg aldrig en sportsgren, der interesserede mig, og jeg har derfor aldrig været et atletisk menneske. I 2017, året forinden, stoppede jeg med at ryge, og et par måneder senere gennemførte jeg mit første halvmaraton på 1:59:52. Jeg havde således løbet en smule, men jeg startede i det store hele fra scratch: jeg kunne knapt nok svømme, og jeg havde aldrig cyklet længere end til skole som kun lå få kilometer væk.

Triatlonklubber, svømmetræning, og det at navigere rundt i udstyret var forvirrende og kaotisk. Det hele virkede meget fjernt, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte. 

Jeg luftede derfor min ambition helt stille til enkelte venner og bekendte, og jeg fik anbefalet Uperform af Philip Busck, en ven, der selv lige havde kørt den i 2018, og som jeg senere ville træne med ofte.

 Jeg havde brug for stor fleksibilitet i mit program. Samtidig med at mit IRONMAN projekt begyndte, startede jeg også på universitet, så Uperforms skræddersyede programmer var en løsning, der passede perfekt til mig og mit uforudsigelige studieliv. Jeg blev her sat op med Nichlas Gustafsen, og vi talte sammen om forløbet, og jeg fortalte, at jeg gerne ville under 12 timer, måske 11 timer og 30 min hvis træningen gik godt. Han lagde en plan for forløbet, der skulle få mig kampklar til en dag, der virkede meget langt væk. 

Jeg var som sagt helt grøn til triatlon og træning generelt, men jeg havde tillid til Nichlas og mit træningsprogram. Jeg følte mig egentlig forberedt nok, selvom jeg var klar over, at jeg havde kastet mig langt ud på den dybe ende. Det sidste fik jeg bekræftet allerede på min første cykeltur, da jeg skulle hente min splinternye tricykel fra Trek. Det var første gang, jeg prøvede at cykle med klikpedaler, og det resulterede i et pinligt styrt med mange vidner, da trafiklyset blev rødt. Min første tur i svømmehallen glemmer jeg heller aldrig, for her fandt jeg ud af, at der er en helvedes forskel på at kunne svømme og at SVØMME. Jeg skulle svømme 1 km, og da jeg måtte stoppe efter 25m, virkede IRONMAN helt umuligt for mig.

De næste måneder var utroligt lange og utroligt hårde for mig. Efter at have siddet til forelæsninger og på biblioteket til det blev mørkt, krævede det al min styrke at slæbe mig i svømmehallen gennem regn og slud for at få den ene lussing efter den anden, når jeg ikke kunne klare mere end 100m. Jeg var træt og følte meget modgang, men jeg hang i og gennemførte mine pas, fordi jeg vidste, at jeg med Nichlas som træner nok skulle stå på den startlinje en dag. 

Efter 20 gange i svømmehallen, føltes det som om, at jeg begyndte at knække koden. Jeg begyndte at kunne fuldføre de fleste af programmerne, som Nichlas skrev ind i kalenderen på min træningsapp, TrainingPeaks, og også mit løb og cykling gik bedre. Det var fantastisk at se fremgang, og jeg begyndte at blive forelsket i træningen og strukturen, den medførte! Jeg følte mig dog stadig som en begynder med mange spørgsmål, men Nichlas besvarede dem alle, også de der faldt sent søndag aften. Fritiden gik til i højere grad med træning og i mindre grad med fester og med at være social, men jeg vidste, at det var prisen for at blive jernmand. Jeg forsøgte aldrig at misse træninger, men i stedet at rykke de, der smuttede i samspil med Nichlas. 

Tiden gik, dagene blev længere, formen blev bedre, og jeg stod pludselig overfor mit første race som sportsmand: Copenhagen Marathon. Jeg har altid løbet med en relativt høj puls, nok både på grund af genetik og min korte tid i træning. Det skulle dog ikke stoppe mig i at sætte et ambitiøst mål om at løbe 4.44 i pace, og dermed komme under 3 timer og 20 min. Det var en lang løbetur, men det lykkedes at komme i mål på 3 timer og 18 min på første maraton! Efter målstregen sad både Nichlas, Philip Busck og jeg i græsset på Islands Brygge, alle med medaljer om halsen og ømme stænger, og talte ud om den store oplevelse. En fed afslutning på en fed dag.

Herfra tog det fart. Jeg var stadig høj af at have gennemført et maraton, og jeg fik banket en masse træning ind i ugerne efter. Next up var halv IRONMAN i Helsingør. Jeg fik prøvet at svømme i våddragt for første gang, og jeg kunne mærke, at tiden til triatlon endelig var kommet, hvilket betød, at den helt store dag var tæt på. Nichlas var også til stede til her, dog kun som træner denne gang. Jeg var meget nervøs op til og rodede lidt rundt i alt, der skulle klares inden, så det var fedt lige at mødes med min coach før kampstart. Dagen gik rigtigt godt, og jeg kom i mål på en tid, jeg slet ikke havde troet var mulig. 4 timer og 44 min. sagde uret, og jeg var mere end tilfreds.

Nu var der for alvor ikke lang tid til. Den halve distance gik bedre end forventet, og nu var der kun storebroren tilbage. Med fri fra studiet var der masser af tid i sommerferien til træning og lange cykelture, og jeg fik cyklet rundt i Frankrigs bjerge og på de fede ruter på Mallorca. Uperforms træningspas, som Nichlas rettede ind til mine rytmer, blev mere intensive, og jeg fik stille og roligt trykket de rigtigt lange svømme-, cykel- og løbeture af over sommeren.

Inden jeg fik set mig om, var der tre uger til. Så 14 dage, så blev det race week.

Og lige pludseligt var dagen der. 

RACE DAY – KAMPDAG

Det hele kulminerede. Vildt at tænke på, at alt jeg havde trænet til det sidste år nu endelig var kommet. Den dag jeg havde tænkt på tusindvis af gange, når det var hårdt og svært og gjorde ondt. Nu var det nu!

Det var ikke længere et spørgsmål om at gennemføre, for Uperforms effektive træningspas havde gjort, at jeg nu turde tro på en endnu bedre tid, end jeg først havde regnet med. Jeg havde, som mange andre, en drøm om at gennemføre en IRONMAN på under 10 timer, og mit resultat på den halve distance gav mig håb om, at det var muligt. Selvom jeg næsten ikke turde sige det højt.

Vejrforholdene var perfekte til at køre hurtigt i. Vandet i Amager Strandpark var spejlblankt og lignede en svømmehal, vinden kom perfekt til at flyve op langs strandvejen, og vi fik en mild temperatur med lidt regn på løbet. Jeg var forberedt til tænderne, cyklen spillede, og jeg havde fået fulgt Nichlas guidelines op til dagen, så der var ingen undskyldninger, og bolden lå på min banehalvdel.  

Stemningen ved starten på svømmet var meget intens. Spænding og nervøsitet blandet med forventning og et ønske om at præstere fyldte luften, og det føltes som om, jeg stod på skafottet. Jeg stillede mig i den hurtige ende af mit heat og lagde mig optimistisk i gruppen 1.06 -> 1.08. Jeg var så nervøs, så mit hjerte hamrede derud af, mens jeg kunne høre bippene, der sendte de andre atleter afsted. Da jeg stod foran startlinjen, føltes det som om tiden stod stille mellem hvert bip, men da mit bip sidste kom, forvandlede al energien sig med ét til en eksplosion af kampgejst og muskelkraft. Nu var jeg i gang.

Det føltes som om, jeg fløj afsted fra start, og ifølge mine splittider så det ud til at gå stærkt. Det er altid hektisk at svømme med så mange, men det gik fint rundt om bøjerne. Mine briller begyndte at dugge efter 2,5 km, så jeg havde svært ved at svømme helt lige på resten af ruten, hvilket betød, at jeg svømmede en del længere end nødvendigt. Ved de sidste 5-600 m fik en fod skubbet min svømmebrille op i panden på mig, så jeg måtte stoppe op og sætte dem ned igen, men i det store hele gik det super fint. Lidt desorienteret da jeg kom op af vandet, men rigtig glad for, at jeg fik bevaret roen i kroppen til at holde fokus på at give den max gas på cyklen.

Swim: 3,8 km – 1:08:28 (1:48 pr. 100m)

Første transition gik godt, og jeg lavede ikke nogen fejl på trods af, at jeg i stress og nervøsitet glemte at smøre babyolie på benene og armene, så jeg kunne rive våddragten af uden problemer. 

3 min og 41 sek. efter jeg kom op af vandet sad jeg på cyklen, klar til at give den fuld hammer op ad Strandvejen. 

Jeg fik pulsen relativt hurtigt under kontrol og var heldig nok til hurtigt at finde et felt, der giver den gas. Den fik endda så meget gas, at jeg forberedte mig på at sakke bagud efter første runde, hvis jeg kunne mærke, at benene havde brug for det. 

Det var fantastisk at flyve op ad Strandvejen med lidt vind i ryggen, og jeg syntes, at det hele gik som smurt. Sådan var det indtil ca. 55 km, hvor det, jeg havde frygtet, skete. Jeg valgte at blande to dunke rigtigt stærkt op med energi og drikke én hver runde. Jeg havde således 141g kulhydrater i hver, så jeg var rimeligt glad for dem. Som jeg lå i tribøjlen så jeg ikke et hul, der var i vejen, og det sendte den ene dunk flyvende i vejkanten. Jeg overvejede kort at stoppe og samle den op men besluttede i stedet at køre videre og holde momentum, for jeg var forberedt på det værste, så jeg vidste, at det ca. svarede til 3-4 gel og to energidunke ved depoterne.

Efter første runde føltes benene stadigvæk godt, og jeg besluttede at gå all in på mit sats og holde mig i den hurtige gruppe. Imens jeg tog runden for anden gang. bad jeg bare til, at den energi, jeg ikke havde eksperimenteret med før, ikke ødelagde det for mig på løbet.

Da jeg havde mærket Tour de France-stemningen ved Geels bakke for anden gang, begyndte jeg godt at kunne mærke at nakken og ryggen begyndte at gøre ondt, og jeg var generelt nervøs for, om jeg havde lavet den klassiske fejl at køre alt for hårdt på cyklen. Samtidigt med dette vidste jeg dog godt, at det var gået over alt forventning med en sub-5 cykelsplit, og at den nu bare skulle køres hjem på løbet. 

Bike: 180 km – 4:56:19 (36,45 km/hr)

I det sekund mine fødder ramte jorden, kunne jeg mærke de gummiben, som jeg havde hørt om så mange gange før. I de offbikes, jeg normalt har lavet som træning, har jeg aldrig mærket det i så høj en grad, og det gav mig faktisk et kæmpe chok. Jeg besluttede derfor med det samme at tage det helt roligt i T2 og sørge for at skoene sad som de skulle og var helt klar til at komme afsted, for det var nemlig ingen kort løbetur, der ventede.

Til min glæde kom jeg hurtigt ind i rytmen, og jeg kunne mærke, at der stadig var ild i benene. De første to runder var helt fantastiske, og selvom jeg havde løbet ruten 1.000 gange før under min træning, var der ikke en meter, jeg ikke nød på ruten. Jeg holdt mig til den energi- og væskeplan, som jeg i samarbejde med Nichlas havde lavet, og jeg var på trods af humøret klar over, at den høje energi ikke ville vare ved.

Ved omkring 27 km begyndte jeg at mærke, at min krop var ved at være helt flad, og derfra gik det hurtigt. Den havde fået én over nakken på cyklen, og det betalte jeg tilbage på nu. Det hjalp virkelig at have min familie og mine venner til at heppe på mig, og jeg var også enormt glad for at se Nichlas, som under løbet kom med kommentarer og feedback. 

Efter 30 km havde jeg så ondt, og hver en muskelfiber i min krop skreg om, at jeg skulle stoppe. Men jeg var ikke et sekund i tvivl. Mine ben skulle ikke bare brække, de skulle falde af, hvis ikke jeg skulle løbe over den målstreg. Jeg tænkte på alle timerne, jeg havde lagt i mit projekt, alle aftenerne med venner jeg havde misset, og mest af alt min store drøm, som jeg var så tæt på at gøre til virkelig. 

Og pludseligt kom det øjeblik, hvor jeg skulle dreje af. Jeg kunne se den røde løber, og jeg vidste, at jeg havde klaret det. Få øjeblikke i ens liv kan slå det øjeblik, man løber op af det tæppe, når ens tætteste råber på en for sidste gang, når man ved at man har givet den 130% af hvad den kan trække, og når man hører ordene ”Carl Philip Levin, you are an IRONMAN!” 

Tiden sagde 9:35:48, og jeg var ovenud lykkelig. 

Run: 42,2 km – 3:23:19 (4:50 min/km)

Her på den anden side af et livsændrende kapitel, hvor jeg har opnået en kæmpe drøm, sidder jeg tilbage nu. Oprindeligt troede jeg, at min træningsrejse var slut, men over det her år lærte jeg virkelig at elske min træning. Derfor slipper Nichlas og Uperform heller ikke for mig endnu, for næste løb hedder New York City Marathon i november, og jeg glæder mig til flere af Uperforms træningspas, så jeg kan komme ud i krigszonen igen, klar til at give den gas. Jeg gik fra nul til jernmand, og det har lært mig så meget, som jeg kan bruge i resten af mit. Selvfølgelig handler det om flid, vilje og selvdisciplin, men det lærte mig, at man virkelig kan gøre alt, så længe man VIRKELIG vil det.

Racerapport VM Ironman 70.3 Nice 8. september 2019

Racerapport VM Ironman 70.3 Nice 8. september 2019

Af Frode Jermstad

Jeg har lagt bak meg en god treningsperiode og var det klart for VM Ironman 70.3 i Nice.
Etter Swedeman i Åre har det gått en god periode, og jeg har fått igjen overskuddet i kroppen, og bygger meg nå opp mot årets store mål som er VM Ironman på Hawaii 12. oktober. Så VM Ironman 70.3 i Nice er en del av treningen mot det store målet.
Etter Trondheim Triatlon 18. august har det blitt lagt ned en god mengde trening og overskuddet varierer fra dag til dag.
Men et VM i Triatlon i selveste Nice gledet jeg virkelig til!
Jeg og Gro Hege reiste ned torsdag før konkurransen og skulle bruke dagene før selve konkurransen til å gjøre oss klar. Dessverre fikk ikke Gro Hege muligheten til å delta, da en skade i skulderen satte henne ut. Vi fikk satt i gang en behandling og med en videre god behandling fremover kommer hun nok raskt i trening igjen.
Temperaturen i Nice var rundt 25 grader, noe vanntemperaturen også var, grensen for å få svømme med våtdrakt er 24,5 grad. Så her lå det ann til at det ikke ble å svømme med våtdrakt. For min del som ikke har svømmingen som min sterke side, ville dette bety at jeg ville tape litt ekstra til de som svømmer raskest. Prøvde å la dette få lite fokus, men det ble liggende i bakhodet.
Dagene før fikk jeg både svømt med og uten våtdrakt, syklet litt i løypa og løpt litt langs Promenade de Angles.

Uthenting av startnummer, racebrief og en rusletur på Expoen er alltid spennende, og gir en følelse av at nå nærmer det seg konkurranse.

Selve konkurransedagen kommer og jeg har stilt klokken på 06.30, for å springe ned til skiftesonen med drikkeflaskene og sjekke at alt er som det skal på sykkelen, som jeg har satt ut dagen før. Denne gangen er det start etter aldersgruppene, og vår gruppe starter tilslutt, så det blir en roligere morgen og jeg får også sett på proffene på TV før jeg selv skal i ilden. 
Kjenner at det nærmer seg noe, og fokuset på at det nå er bare opp til meg selv begynner å komme sigende.
Går ned til start en time før, for å få meg en liten svømmetur og kjenne på at nå er det bare å gi gass.
At det ikke ble våtdrakt kjenner jeg at jeg ikke bruker noe energi på- og føler meg avslappet og klar for oppgaven.
25 min før starten stiller jeg meg opp med de andre i min aldersgruppe inne i slusene til svømmingen.
Bestemmer meg for å være offensiv og stiller meg opp helt der fremme, 3.rekke. Starten går med 10 og 10 utøvere med 5 sekunder mellom hver. Dette gir en god luft mellom utøverne og skal gi en bedre svømmeopplevelse.
Jeg stuper ut i vannet og kommer inn i rytmen, oppdager umiddelbart at her blir jeg fra svømt, oversvømt, sparket på og må bare svømme ut til siden der ingen andre svømmer. Har jeg igjen tatt meg vann over hodet med tanke på mitt nivå på svømmingen?
Prøver å finne min egen rytme, men folk bare fosser forbi meg og jeg blir defensiv i hodet. Plutselig kommer det to stykker som regelrett svømmer over meg, jeg får panikk og pulsen skyter i været- jeg må stoppe opp for å få tilbake pusten og da blir det noen tak med brystsvøm, før jeg kommer meg- og begynner rolig før jeg kommer i rytmen igjen. Blir tungt å finne positive tilbakemeldinger til seg selv, nå når også denne svømmingen blir ødelagt av at jeg ikke skjønner mitt eget beste med å stille meg opp lengre bak.
Kommer opp av svømmingen, og titter på klokken at jeg hadde svømt på 32.32. Prøver å si til meg selv at det ble ikke så ille allikevel, og hopper på sykkelen for å finne en god rytme og begynne å plukke folk. Sykkelløypa skal tross alt passe meg bra, med masse bakker og et større krav til kapasitet enn i «normale» triatlonløyper, som er flatere og hvor kapasitet ikke er så fremtredende.
Etter 10km har beina fortsatt ikke kommet i gang, og nå nærmet den lange bakken opp til Col de Vence seg, men tenkte at jeg skal nok holde trøkket opp og plukke folk hele veien. Kroppen lystrer ikke og wattverdiene er lave og farten deretter. Må bare skifte fokus, og motivere meg selv med at jeg tross alt sykler forbi en hel haug med folk hele tiden.
På toppen ser jeg på klokken og vet at proffdamene, dagen før, brukte ca 2 timer inkl svømmingen til et punkt jeg kjente, her passerte jeg på 2.05. Dette gav meg nytt håp om at jeg kanskje ikke var så langt bak allikevel.
Nedover og tilbake mot Nice igjen hadde jeg lovt Gro Hege at jeg ikke skulle ofre livet nedover de tøffe nedoverbakkene, og jeg kjørte nedover og nynnet på Bremyk reklamen og gliste for meg selv.
Etter nedkjøringene var det 15km med flate fine veier og jeg tråkket til, her gikk det fort og jeg kjente at beina nå hadde blitt bedre. Dette gav meg håp om at jeg skulle få en god løpsopplevelse.
Ut på løpingen startet jeg i mitt planlagte tempo, 3.45min/km og prøvde å finne en god rytme, kjente raskt at her var det bare å slippe opp litt og finne et mer behagelig tempo. Traff tidlig også Gro Hege ute på løpingen og hun sa jeg var nr 10 totalt i min klasse, dette var langt over hva jeg trodde. Og tenkte nå var det bare å gi på og holde plasseringen, slik at det tross alt ikke ble en helt svart dag.
Etter ca 14 km kjenner jeg at beina lystrer bedre, og jeg jobber meg opp til en bedre fart igjen. Klarer nå å ligge på 3.45min/km og det var deilig å kjenne.
Løper opp den røde løperen og stopper klokken på 4.41.40 og en 11.plass, kjenner en skuffelse bre seg i kroppen og må ha litt tid for meg selv. 
Kommer meg inn i Athletes Garden, tar meg en øl og litt mat. Kjenner på at nå skal det bli godt å få treffe Gro Hege igjen. 

En dårlig generalprøve gir vel en god premiere- nå er det Hawaii og mye trening inn mot avreise som gjelder.

Gleder meg til å revansjere meg- ikke for resultatets del, men for feelingen med å prestere og for at kroppen skal gi tilbake for all treningen jeg legger ned.

Takk til!!

Gro Hege som støtter meg i alt og jager meg ut på trening.
Velocity Sport AS for fantastisk gode Argon18 sykler
BioRacer som leverer de beste triatlondraktene som er på markedet
HANK sport som vi kan støtte oss på med god service og oppfølgning på alt av utstyr.

IRONMAN Copenhagen 2019 Race report

Race rapport fra IRONMAN Copenhagen

Af Philip Busck

Endnu et år med træning var nu ved at komme til sin ende, og jeg stod for anden gang ved startstregen til Ironman København. Målet var at komme under 9:30, og generelt få et godt løb, hvor jeg kunne bruge min erfaring fra alle tidligere løb.

Jeg følte mig dårligt svømmende sammenlignet med sidste år, men tænkte at jeg kunne svømme omkring 62-63 minutter.

Jeg følte min position på cyklingen var vanvittig god (måske for god), så hvis jeg kunne holde mine watt, ville det går stærk. Her skal det medregnes, at vejrforholdende på dagen var helt perfekt med ca. 15-18 grader overskyet og vind fra sydvest. På løbet havde jeg gennem sommeren fået en masse km i benene, med masser af intensitet i juli, så her var jeg virkelig fortrøstningsfuld.

Ugen var ikke optimal hverken ift. søvn, kost eller træning – men jeg vidste jeg havde trænet godt i specielt hele juli måned, så jeg tænkte, at det ikke ville have den største indflydelse. Jeg får sovet godt dagen inden (ca. 6 timer), og får spist/drukket godt fredag lørdag. 

Morgenen inden

Får varmet rigtig godt op, får placeret mig ved folk der svømme omkring 58-60 minutter. Det vurdere jeg er lige over mit niveau, så jeg forhåbentlig kan finde nogle hurtige fødder. Starten gik, og nu var jeg satme i gang.

Svømning

Kommer godt afsted, og er overrasket over mine mellemtider på omkring 1:30, da jeg faktisk forsøger at holde lidt tilbage i den første del af svømningen. Jeg har kun svømmet 2 gange i de sidste 3 uger optil, så jeg frygtede lidt for at svømme over evne. Da jeg rammer 1900m mærket, står der 29:22 på uret. Her var jeg i god tro om, at selv med en smule langsommere anden del, ville kunne svømme under en time. Ved 2800 m cirka får jeg krampe i læggen, og det er så slemt at jeg må stoppe op. Her ligger jeg nok i vandet i knap 2 minutter, før jeg igen får kontrollen, og kan strække benet ud og komme videre. Uden at bevæge højre ben satte jeg stille og roligt videre. Jeg tænkte, at det koster et par minutter i det store billede, men jeg kan sagtens stadig nå mine ambitioner, hvis jeg holder det under kontrol. Selvom jeg svømmede roligt videre, så kom krampen igen ved ca. 3400m , og der var jeg for alvor ved at blive hidsig. Hvis jeg ikke engang kan svømme 3,8 km, så bliver det sgu en lang dag.

Nå men op af vandet kom jeg, og jeg havde et super fint skift, hvilket hjalp lidt til selvtilliden. 

Svømning 3,9 km – 1:03:24 (1:41/100m)

Cykling 

Får skiftet på 3:19, uden at lave de store fejl, så det var perfekt. 

Ambitionen var at køre på den gode side af 5 timer, holde ca. 210 watt+, og generelt forblive i aerobaren så længe som muligt. Pulsen skulle gerne være omkring 145. Naturligvis var væskeplanen og energiplanen også i højsædet. 

Cyklingen starter ud som forventet med lidt surmuleri efter svømningen, men jeg kom hurtigt ind i en rytme, og allerede efter man var kommet ud af byen kunne jeg se der var fart på. Her vælger jeg så at tage en stor tår af min ene energidunk med ca. 150g kulhydrat i. Det resulterer i, at jeg hælder nok en halv dunk udover mig selv, aerobaren, cykelcomputeren og det hele, fordi låget ikke var ordenligt på. Hold nu kæft hvor er det åndssvagt. Nå plan A blev til B, og jeg tænkte jeg tog et par bananer, og lidt energi fra depot for at kompensere for de ca. 70g kulhydrat jeg mangler. Bananer skulle vise sig at være guds gave til mig, da jeg generelt under hele cyklingen har det sindssygt godt i maven, selvom der bliver indtaget 85 g energi, hvor det meste er flydende.

I baghovedet fra sidste år havde jeg, at hvis der kom en gruppe med et godt tempo, ville jeg hægte mig på. Det der med at ligge alene erfarede jeg nemlig sidste ikke var holdbart, hverken fysisk eller psykisk på de ca. 5 timer. 

Jeg kommer godt op ad strandvejen, hvor jeg finder en god gruppe der køre stærkt, og også over 300 watt på bakkerne, hvor jeg derfor falder lidt bagud et par gange, fordi jeg frygter at brænde tændstikker. 

Det bliver dog ret kontrolleret da gruppen bliver opløst, og jeg finder et par fyre der køre stærkt, og vi køre egentlig sammen i de to loops, indtil vi er på vej ind mod KBH igen.  

Inden cyklingen slutter er min nakke og ryg godt medtaget, men jeg føler det har givet vildt meget at ligge i aerobaren, da jeg på alle nedkørsler virkelig fik overhalet, mens folk strakte deres rygge ud eller lignende.

Væske og energiplanen var gået totalt efter planen. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan benene mon havde det.

Cyklingen blev afsluttet med 37,3 km/t på 4:49:29

Løb

Kommer ud af T2 med et skift på 2:04, benene føles gode, men min læn er spændt som aldrig før, efter cyklingen. Jeg prøver dog at holde styr på kadence, teknik, og igen tænke på at få en masse energi og væske indenbords.

 Efter 28 km får jeg første gang krampe i baglåret. Jeg har på det tidspunkt holdt et snit på ca. 4:28 og ligger til en tid på under 3:10 på mit marathon. Jeg må dog erkende, at det var drømmescenariet, og når kramperne nu var en realitet måtte jeg jo bare fortsætte, så godt jeg kunne. I Kronborg til 70.3 oplevede jeg krampe allerede efter cyklingen, men kunne med enkelte 30 sekunders pauser, stadig løbe videre i fornuftigt tempo.

Herfra kunne jeg løbe 1-1,5 km, hvorefter jeg stoppede op i 1 minuts tid for at få styr på krampen.

Ved 35-37 km begynder de første tegn på, at jeg mangler energi/væske og generelt bare er ved at være flad for energi. Min teknik bliver dårlig, og fra at tænke over alt muligt der gjorde mig glad, og fik mig til at fortsætte, tænkte jeg få og negative tanker. Jeg havde dog en god tanke der holdt mig oppe, og det var, at jeg snart var i mål.

I svinget inden opløbsstrækningen rammer den sidste krampe. Folk råber til mig jeg skal løbe i mål, og der var ikke noget jeg hellere ville. Igen, jeg tog mig 30 sekunder til 1 minut, hvorefter jeg kunne løbe videre.

Jeg løber over målstregen som nr. 3 i aldersgruppen 18-24! Det er slut nu. Jeg har lavet en Ironman, som jeg er mega stolt over. Jeg har afsluttet et kapitel i mit liv, som jeg nu kan se tilbage på med stolthed og ingen skuffelse, som sidste år. 

Det var stort, og de, der har krydset målstregen efter lang tids hård træning ved præcis hvad jeg taler om. Det er helt fantastisk. 

Afsluttende løb: 3:25:29 – 4:51 i pace pr/km.

Samlet resultat: 9:23:44

SM MEDELDISTANS SALA SILVERMAN

NÄSTAN, MEN INTE RIKTIGT...

Med undantag av lite snuva dagarna innan kändes uppladdningen stabil och formen dagarna innan vittnade om att det faktiskt skulle kunna gå få fort! Både cykel- och löpben hade ändå visat sig under det sista träningsblocket så hoppet fanns ändå om en bra placering! Simningen är som simningen är och för än gångs skull insåg jag mina begränsningar redan innan start (istället för vid pulszon 500 runt första boj) och ställde mig långt ut till vänster för att få en behagligare resa fram och spara mindre energi. Kunde därför vid start komma iväg lugnt och fint och hittade en rytm och fart som skulle komma att hålla hela vägen. Simmade stabilt och ganska fort för att vara mig och kom upp ur vattnet på en stabil tid strax över 26 minuter på en något kort bana. Kanske viktigast av allt kom jag upp utan att ha slösat alltför mycket energi och kände mig hoppfull inför cyklingen!

Växlar utan problem och ger mig iväg för att avverka det som kom att bli en något kort cykelsträcka på ca 86km (enligt Garmin). Dras såklart med av några andra raketer till en början men lägger ganska snabbt band på mig själv och håller mig till Coach Nichlas effekt-master-plan. Helt OK känsla men på något sätt inte helt 100%, benen kändes stabila i stort sett hela vägen men pulsen några slag högre än den borde vara på rådande watt efter lugn simning. Efter att ha släppt iväg framförvarande hamnar jag tyvärr ganska ensam och förblir så typ hela cyklingen, med undantag av en kortare bit på varv 2 av 3 blev en grupp på 3 personer som hjälptes åt mig pacing. Credd här till domarna som hela tiden höll att pacing inte övergick i drafting, bra jobbat Sala Silverman! In mot varvning utgörs banan av en riktigt lång och härlig raksträcka där jag känner mig stark och trycker på lite extra vilket gör att jag tappar mina följeslagare och sedan får spendera sista varvet ensam.

Planen var att vid varvning och tillika langning plocka upp en extra vattenflaska då jag tömt den första av mina två medhavda flaskor sportdryck, men tyvärr lyckas jag få en konstigt formad flaska som direkt flyger ur flaskstället. Surt men inte så mycket att göra åt… Höll dock igen lite sista varvet då jag ofta dras med magproblem när jag inte får i mig tillräckligt med vätska. Totalt 39.7km/h i snittfart vilket inte är katastrof men ändå snäppet långsammare än jag hoppats på baserat på den senaste tidens träning…

Växling nummer dos, gick också smärtfritt och benen kändes förvånansvärt fräscha ut på löpning! Får höra att jag ligger runt 8e plats och då målet för dagen var top10 kändes de ganska fett att börja kuta! Inleder i planerad fart runt 3:50-3:55 men märker ganska fort att pulsen fortfarande ligger bra mycket högre än den borde. Testar att sänka farten lite till runt 4 för att se om situationen går att rädda. Möter Oskar Djärv på vägen ut på första varvet där han springer tillbaka som 2:a och hejar, blir inspirerad och inbillar mig att sådär snabb ser jag kanske också ut? (hint: nein). Håller ihop några kilometer till och varvar med runt 4:00 fortfarande i snitt. Dock med ökande magproblem och varken cola, vatten eller positiva tankar hjälper. Resultatet är att hjulen börjar falla av ordentligt under det andra varvet och sista svängen in mot centrum i Sala blev tyvärr en sorglig historia… Tappar tid, placeringar, energi och livsglädje. Ifrågasätter allt från val av sport till energiintag och varför i helvete alla flugar ska flyga in i just min mun när jag är som tröttast?

Tillslut i mål på nånstans runt 4:08 på den korta banan men långt utanför de placeringar jag hoppats på. Inte superdåligt egentligen men kändes som de fanns mer att ge! Magen är något som har strulat ordentligt den senaste tiden och det blir vinterns stora projekt att få ordning på! Nåväl, shit happens och jag var helt enkelt inte bättre i Sala. Varenda en av de som var före mig i mål var helt enkelt bättre och förtjänade verkligen sin placering!

Extra grattis till Richard Bräckvall som knep guldet i “gubbklassen H35” och Oskar Djärv som kammade hem bronset! Nu jävlar ska jag tycka synd om mig själv, dricka öl och käka godis i en vecka eller två innan det är dags att börja spåna på nästa säsong! Kan hända att det blir ett nytt besök i triathlonstaden med stort K nästa år…

IRONMAN Kalmar 2019

Ironman Kalmar 2019

By Veronica Höiom

Simningen

Vaknade av mig själv kl 4:50, kände mig nervös men förväntansfull 😱 Promenerade ner till växlingsområdet för att kolla cykeln och pumpa däcken. Därefter tillbaka till hotellet för frukost och sedan på med trisuit och våtdräkt. Jag & @mans_hoiom tog en omväg förbi Kattrumpan på väg mot starten för att simma in lite. Alltid lugnande att känna på vattnet innan! Själva startområdet vibrerade av förväntan & spänning. Träffade på några klubbkompisar och snackade lite. Började bli rejält nervös. Ställde mig en bit bakom 1:10 skylten. Bra val. Simmade om fler än vad som simmade om mig. När starten gick för oss AG:ers gick det fort att komma ner i vattnet. Kändes bra, ingen panik utan tog det lugnt & metodiskt! Kände mig stark 💪 Navigerade lite tokigt i början (simmade enligt min klocka 3960m) men det var inte så lätt att se bojarna. Misslyckades helt med att ligga på fötter –nåt att träna på!! Lite trångt och stökigt på sina ställen, en gång var det någon som höll på och slita av mig chippet jag hade runt foten. Hjälp! Blev lite orolig över att jag skulle tappa det men det hängde kvar, lite på sniskan, tills jag kunde fästa det bättre vid T1:an 😅 Tappade fart sista 400m men det var trångt och ganska stökigt, svalde en del vatten, urk, och sjögräset kletade fast i ansiktet! Vid uppgången blev det nästan lite brottningsmatch så fick kramp i båda baksidalår (första men inte sista krampen för dagen ). Tid 1:13:50. Nytt IM-pers med ca 6 minuter! Ger mig själv 8/10 poäng för genomförandet

Cykligen

Gjorde en hyfsat bra T1:a (3:42) som även inkluderade ett snabbt toastopp! Tack @coltingwetsuits för en våtdräkt som är så lätt att få av. Höll på att gå lite illa när jag skulle kliva på cykeln och fick värsta krampen i framsida höger lår. 😝 Ajaja! Lyckades iallafall klicka i mig och komma iväg och krampen släppte strax därefter 😅. Över Ölandsbron var det kraftig sidvind men gick bra! Kändes härligt att vara uppe på cykeln! Motvinden hela vägen bort mot vändpunkten var grym! Gick ändå ok och jag lyckades hålla mina planerade watt 💪

Över Alvaret gick det trögare och både farten och watten började dala. Var såå skönt när man äntligen kom över på östra sidan och man fick vinden i ryggen. Nu gick det lätt, lätt att cykla men kände mig oroväckande urlakad och lite yr. Tog gelen jag egentligen planerat att ta inför löpningen+ bananer och extra vatten vid vätskestationerna. Musklerna i låren värkte och började känna igen stelheten i ryggen jag känt av sedan Cork. Lite oroväckande men när jag passerade Ölandsbron för andra gången började jag känna mig pigg igen. Sidmedvind över bron –här gick det fort! Kul med allt folk runt rondellen inne i Kalmar och även under 2/3 av Kalmar-sidan var det riktigt kul att cykla! Mattades av de sista milen in mot varvning och kände mig ganska sliten.

Tid: 5:40:54. Överlag nöjd med cyklingen förutom att jag bara orkade hålla mina planerade watt en tredjedel av tiden. Borde orka hålla den längre.... Förbättrade i vilket fall min cykeltid här i Kalmar från 2017 med 43 minuter!! Så träningen ger ju resultat 👍 Tack coach @teresaheimann för bra träningsupplägg 😄 Ger mig själv 6/10 poäng för cyklingen

Löpningen

Så var det bara löpningen kvar. Åh, denna löpning som jag så gärna vill få till men hittills inte lyckats med.

Gjorde en bra T2:a (‪2:34). Benen kändes bra. Lite ansträngd andning men inget jag oroade mig så mycket över. Kommer dock inte många kilometrar innan det hugger till i ryggen och jag kan inte längre ta djupa andetag. Panik! Har känt såhär på några brickpass efter IM Cork då jag sträckte mig i ryggen. Får liksom ingen luft då det känns som musklerna i ryggen inte tillåter diafragman att utvidga sig. Går lite och försöker slappna. Springer, kippar efter luft, går igen... Lovar mig själv att aldrig mer göra en hel ironman (har redan börjat googla på nya IM-lopp 😜) Som tur var är publiken som vanligt helt fantastisk! Träffar på bästa Foglarna @miafogel & @johan.fogel vid flera tillfällen som peppar järnet 😘 Hör mitt namn hela tiden. Så tacksam!! Med denna uppbackning kan man ju inte ge upp!! Som grädden på moset får jag kramp i baklåren vid flera tillfällen men nu lider alla, inget att göra förutom att kriga på!
Trots att jag känt mig i så bra löpform innan loppet blir det min sämsta IM-maratid ever. Får inte till löpningen den här gången heller 😝 Ger mig själv ‪3/10 poäng för denna insats. Jag tränar ändå mycket för det här och jag vet att jag har mer att ge!

Så trots att min simning och cykling gav mig bra förutsättningar för att nå mitt mål på sub11 lyckades jag inte –denna gång. Men jag ger inte upp! Nästa gång då jäklar 😁

Totaltid 11:23:52.
Tack till min familj, min älskade @mans_hoiom , min fantastiska coach @teresaheimann, alla underbara klubbkompisar, vänner & människor jag träffat på genom triathlon-världen. Ni är bäst!!

Veronica Höiom

Ironman Cork – race report 2019

Ironman Cork – race report 2019

By Veronica Höiom

As long as I can remember, I wanted to go to Ireland so when Ironman announced that there would be a full distance event there 2019 there was no doubt. I wanted to do this race! 

Pre-race day

Me and Måns landed in Cork on Friday night and took a rental car and drove the 50 km to the small picturesque village called Youghal. The whole atmosphere in the village breathed Ironman and there were "Welcome Ironman" signs everywhere. I read somewhere that 10% of the village's residents participated as volunteers for this event! We stayed at an incredibly cozy place, the Ahernes of Youghal, located on the main street! The very friendly owners arranged breakfast at 4 pm on race day morning and also offered to drive participants down to the transition site! The day before the race, on Saturday, it was first registration followed by easy training on the swim-bike-run course. The sun was shining but it was quite windy. 

I swam about 10 minutes in cold and choppy water of the Celtic ocean. The temperature was around 13 degrees, ok, but it was difficult to navigate in the messy water. About the same time as we were swimming, an email was sent out from Ironman Europe telling us that we would expect a delayed start and shortened swim because of the expected bad weather conditions on race day! With shivering teeth, we jumped up on our bikes and ride to the Windmill hill. Only 400m long but with a 22% slope it was very respectful!! I must say that when we drove down the hill the day before with the car I was totally terrified and thought it would be impossible to ride it up .... I felt as if the risk of rolling over halfway was quite imminent! Well, I gave it a try and up I came with shaky legs and sky-high pulse! Måns wanted to ride it again but I refused JFinally a short run. I ran over the ridge that we would need to pass 9 times during the marathon tomorrow. Pretty hard, too… The rest of the day was all about checking-in, athlete briefing and eating.

Race day! 

The alarm went off at 4:15 am. Time for breakfast, yoghurt, toast, bacon and scrambled eggs! It was windy and gray outside but still no rain. Uncle Runar with wifie Pia (also competing) and daughter Sara came and picked us up, always nice to have assistants during a race J! Just before we arrived at the transition site, it started to rain. Then it rained all day long until the end of my run! Stayed in the heat of the car for a while, at 5:30 am it would be announced if the swimming were on or off. At 6 am we went to check the bikes and leave our nutrition bottles at the bikes. When we saw the waves on the sea and that the buoys were still on land, we understood that the swim would be canceled. Which it was. 

Instead of the swim, we would have a time trial-start on the bike. Kind of chaotic when everyone was going to change into bike clothes! People was walking around in their wetsuits as long as they could even if the swim was cancelled JLuckily, we had quite low numbers so we got off pretty early but many had to stay for a long time in pouring rain before they were allowed to start. 

The bike leg was a 2-lap course around the beautiful Irish countryside. Too bad that the heavy rain and fog on my glasses made it hard to see anything! In addition, the surface was often poor so you really had to concentrate on the road! However, the crowd was amazing!! I’ve read several heart-breaking stories about people who didn’t manage to continue the race during the bike, where the locals invited them into their homes and provided them with food and warmth while they were waiting to be picked-up by the organization! Besides the weather, the course was really, really tough. A total of 1900m of climbing and poor asphalt that took all force out of your legs. As a consequence, unusually many did not manage the cut-off times for the bike and were not allowed to go ahead with the run. I read that it was about 23% DNFs! The hills were many, some long, some steep and each lap (around 88 and 178km) was completed with the steepest of them all, the Windmill hill, now also called Windmill hell. I felt very nervous when approaching it –will I have enough power to conquer the hill?? I could hear the audience’s cheers in far distance. But once you faced the hill it was kind of no retreat no surrender. Just pedal and move forward, no matter what!! The crowd was amazing. I felt like I was part of tour de France! "Keep going", "go girl", "you can do this", you're amazing, "looking strong". The audience basically lifted me up both times. On the second lap many walked uphill and I saw several who fell on the slope but who were immediately helped up! Maybe not the smartest move to ride uphill twice when a marathon was waiting, but I think my legs were pretty smoked anyway and I’ll never forget the Windmill hill!

 The transition was a challenge by itself, when trying to get rid of wet shoes and clothes with ice cold, rigid fingers. Got cramps all over my stomach when I was going to roll off my wet socks. Sooo satisfied that I put in a pair of dry socks in the run bag!! I have never seen so many people standing with heat blankets and drinking coffee / tea in the exchange area before. Thought I was quite slow (kind of 7 minutes) but was actually one of the fastest in my AG ... The first part of the running track was along the beach towards the town center so you were welcomed by a massive headwind and a rain that whipped you in the face. Thanks for that, Mother Earth! Here it was just to turn into survival mode and gnaw ahead! First time up the bridge (only 8 times left ...) and then down where you passed the finish line for the first time. The legs felt in spite of the tough cycling ok, although it felt kind of funny to run on feet that were completely numb! Luckily I’ve experienced this before during Stockholm marathon 2012, so I know that it works anyway. Just keep going! 

But it didn’t take long before the tough bike course, the cold and the wettnes caught me. I felt so exhausted and my body hurt, which made me walk a lot, not just in the aid stations. However, the crowd was absolutely wonderful. There were people everywhere, cheering and calling your name! Despite the weather, the atmosphere was indescribable! During the last lap it actually stopped raining and after a long, long struggle I finally reached the red carpet. I was so happy when I crossed the finish line! I had managed probably the most physically strenuous I've ever done! The only problem is that once you stop running, that is when it really starts to hurt! Walking the 1.2 km between the finish line and the hotel took a whole eternity! But, what did it do when you got to feel like a superstar in your finisher t-shirt and medal! Everyone I met congratulated me and people even came up and hugged me! Extra fun that Måns won his AG and that I actually became 5th in mine!! Only 12 min from a Kona slot. I'm getting closer!

Racereport Ironman Cork 2019

Racereport Ironman Cork 2019

By Måns Höiom

Background

After last year’s race season, me and my wife set up the goals for this year racing. We decided to attempt a joint goal to go sub 20 hours combined race time on the full Ironman distance. From our best races we both need to shave off around 15 minutes each to go sub 20 hours. That way we will push ourselves but also each other to do the work needed. 

Obviously, we both have our personal goals as well.

For me the biggest personal goal is obviously qualification to Kona again! My last attempt at racing in Kona 2018 ended with an injured back and I finished World Championship Ironman in Kona Hawaii just participating. So Ironman Cork was chosen to be my qualification attempt this year. 

IM Cork was Irelands first full distance IM and I knew it was hilly and very slow as a race. It suited us well being in 23:d of June so we had plenty of time to train. And I would finally get to the island I have wanted to visit for so long! 

Pre-Race meeting

The day before the race during the pre-race meeting the organization announced there will be a change in the swim and possibly a delayed start! 

I assumed the reason was the cold weather and the forecast of more wind and rain for raceday. Having tested the swim course earlier I was not surprised but hearing this my mind raced with different thoughts. 

“I had done the training, I was there and I had prepared myself for the goal of qualifying – do not change anything! I need it to be the way I have planned!”. These was some of my reactions initially until I remembered my preparations. From November 2018 until raceweek in June 2019 I have managed to average almost 13 hours training per week. That is a massive amount of training to lean against and I felt extremely calm again. And ready!

Raceday

05:30 on raceday they announced the cancellation of the swim due to the weather and safety of the participants. That was one hour before start and many was already dressed in wetsuites. The start time was also announced to be delayed until 07:20 for the pro field. It was cold and the wind was blowing hard.

I felt calm. 

I was extremely surprised to see so many spectators at these conditions.

Mentally I adjusted to the new scenario.

All agegroup athletes was told to change into bike gear row by row and line up for a timetrail start. We were to be released 2 bikes every few seconds from 07:40 until everyone was out on the bike course. I was very cold by now, so I rushed to get to the starting position as early as possible. I think I was among the first 30 agegroupers to start.

The loudness from the spectators was loud as I started my first lap of two 90 km loops! I felt a chill down my spine and it was not the coldness this time. I was finally on my way to try to qualify to Kona again! 

How I have longed to this moment!

I was very soon alone with very few bikes around me which suited me very well! No fear of drafting and I could be in my own zone. The rain poured down and I was cold, my hands and feet numb and I could barely see through the raindrops on the visor of my helmet. The road surface was terribly rough and potholes in many places. 

I pushed hard being confident of my form and the past training.

The kilometers passed by and I was out in the rolling hills between the very small villages. The wattages were high and the speed decent. There was long stretches without seeing any peoples along the road. But suddenly there could be a group of people sheltered by an umbrella, or raincoats in the middle of nowhere clapping their hands and shouting “Well done!”! 

I came to the section where the hills started, and the locals have place lots of signs with different messages saying things of encouragement. The uphills where long but not so steep. I kept pushing and smiled as the spectators kept urging us on. The endurance of them was remarkable in that grueling weather!

At the last stretch of the first lap the infamous climb Windmill Hill was packed by people on both sides! The sound was deafening as it echoed inside my helmet! I geared down to my easiest gear and stood up for the most part of the hill! 

22% during around 400 meters was hurting my legs, but I could not help smile (and grin)! 

Afterwards I noticed in my TrainingPeak log that I produced All-Time high wattage during 1 minute in that hill!

Continuing out on the second lap I felt dizzy and weak after that hill, but I managed to recover pretty fast. I knew that I had to bike harder than usual as my bike legs are weaker than my competitors and I am preferring flatter courses. So as soon as possible I went back to pushing my previous watts.

As my second lap went on, I started to notice that the spectators from my first lap was still out there along the road! Still shouting “Well done!” to me in their raincoats! What an amazing people!

When the hills started the second lap I felt the first signs of cramp in my thighs. I added water from the aid stations to prevent further cramp. 

My energy plan had been to bring 5 hours’ worth of energy with me in Maurtens sportsdrink and 3 Maurten gels as backup/complement.

Fortunately the downhill made me recover enough to actually get me riding the Windmill Hill a second time without cramping! And the roar from the spectators were equally load this time! 

But the smile failed to show this time having biked nearly 180 km with those hills with nothing but those chickenlegs of mine!

The run

When racking the bike I immediately felt the run was going to be painful. I am usually very comfortable with my running capacity, but this time they felt worse than ever!

I could not remove my rainjacket as my fingers were completely powerless. So I decided to run with it!

 I stumbled out of the tent and started my run in the heavy headwind! Spikes of rain in my eyes and I had to run with my right eye closed as the rain was pounding from the ocean. I could see some spectators along the shore sheering us on and I wondered why they were still out! 

I ran into the town of Youghal (I think it is pronounced Yo’all) where the streets where filled with people sheering us on. I saw my brother after about 3 km and he gave me information that I was leading by 15 minutes after the bike. Since the start was spread over almost 2 hours, I mentioned to him to look for late starters. 

Already after the first few km of running my cramp started to appear again. I had to stop running and walk as few steps as possible and I used my first gels sooner than planned. I also drank both water and energy from the aid stations. I even took a banana once!

It was the longest IM marathon I have experienced, and I am not happy with the average speed. I just could not run faster! 

The calm feeling, I felt from start, went away. I started to become worried my 15 minutes lead was eaten up already.

I started to check my running speed on my watch and when running I actually had decent speed. I just needed to keep running! After 38 km I saw my brother again and he told me to just keep going, the IM tracker app gave him strange figures most of the time and he could not rely on its accuracy. Now that is nothing you want to hear when it is only a few more km to go.

Pushing the last few km to finish the race and it was a great feeling to finally be able to stop running! Mike Reilly said to me:

“You are an Ironman”!

Post-race

I walked away into the tent to collect my street wear gear and change. I noticed the pizzabakers in the rain, I noticed the cheering in the streets and all the time they said “Well Done!”. It took me forever to change and I ate a pizzaslize. I got to ask a fellow athlete if I could check my agegroup standing. I was leading with 30 minutes. It felt great. I was in a good mode. My bike performance I was very satisfied with, my running not so. 

I came to race for a slot to WC Ironman Kona! I had spent almost 13 hours average weekly training since November! 

Can I lose it to a late starter in my agegroup? 

As I walked to the hotel I noticed the loudness of the people of Youghal cheering the runners on. I came into my hotel, where I was greated by the owners, the regular customers and everyone else in the restaurant/pub. They bought me Irish Coffee, they bought me Guinness and they bought me wine. They cheered when my wife came in and they cheered when hearing I probably won my agegroup. “Well Done!”

I had the best feeling in the world as I deemed it unlikely that more than 3 agegroupers would start late and pass me during the hours that had passed. But something felt strange. I had reached the goal of my race, I had done what I came for but that was not what I was glad for. 

It was something else, I could not pinpoint what it was. I should be ecstatic and happy of my result and performance as I won my agegroup with around 30 minutes!

It was not until after the prize ceremony I realized what it was that seemed so strange. 

It wasn’t a bad feeling for not performing on the run, or that the swim had been cancelled. It was not either a bad feeling at all. It was a feeling that I just hadn’t expected to feel – I was more ecstatic over the performance of Youghal and the community of Cork!

They were beating my performance by far! 

The people, the volunteers, the organization, everyone I came across dealt with the conditions in a truly professional way! They smiled despite the harsh conditions, they cheered us on throughout the day in groups or all by themselves. They did it out in the middle of nowhere or together in masses at Windmill Hill. They were drinking bears outside the pubs and still urging us on throughout the day. 

I have since read so many stories on the different groups on Facebook of families along the route offering their homes for freezing athletes, people standing in the rain during longest and wettest of days with nothing but good spirit to share to us that passed them by, competing for a slot in Kona or just to survive! 

They were the ones outperforming me! 

I am extremely happy with me winning my agegroup and qualifying for Kona – don’t get me wrong on that part – it is just that the people not competing that won IM Cork 2019!!!

“Well Done, Youghal!”

Karrebæksminde Triathlon 2019 - AG Vinder!!

Karrebæksminde Triathlon 2019.

 Af Trine Poulsen

Min første deltagelse i dette race. Jeg havde tilmeldt mig for flere måneder siden med henblik på at teste mig selv, min form og ikke mindst mit knæ, som jeg har været skadet i igennem de sidste 8 mdr. De sidste 4 mdr. har stået på god, laaang, nænsom og ikke mindst tålmodig genoptræning, både fra min side, men også fra Nichlas side, som har måtte høre på mange op og nedture i den periode. Men nok om det – tilbage til Karrebæksminde, hvor jeg nu skulle teste mig selv og mit løb. 

Startnummer havde jeg hentet dagen før på den lille, dog stadig fine og interessante expo ved havnen på Enø. Stedet emmede af god race-stemning og jeg fik mulighed for at kigge svømmeruten igennem, kørte en tur i bil på løberuten og fik gået skiftezonen igennem – det skal lige siges at skiftezonen er rigtig lang fra svøm til cykel, hvor du løber fra vandet, over en bro, op langs molen og så ind i selve skiftezonen. Det gav dog lidt ro på resten af dagen at have set den og gennemgået den. 

Heldigt for mig, der er et udpræget B-menneske, gik starten først kl. 12.00 lørdag. Så der var god tid til at få en god og rolig morgen med morgenmad, masser vand, energi, få afleveret cyklen i skiftezonen, gået racegear/opsætning igennem (*mange), nå på toilettet og vigtigst af alt spise en friskbagt, lun croissant fra Enø bageri, som blev delt ud til samtlige deltager – GOD STIL 😊Dernæst racebriefing og såååååå. Så var tiden inde til start.

På vej til T1 efter en tur i vaskemaskine!!

Der havde op til racet været meget snak om vandet ville være for koldt til fuld distance svømning (950m) eller om den skulle forkortes til 600 m. Vandtemperaturen på dagen blev målt til 14 grader og den fulde distance blev opretholdt – til stor glæde for mig. Til gengæld havde vejret valgt at blæse utrolig meget op, hvilket betød pålandsvind og af danske standarder, utrolige store, toppede/skummede bølger og en tarvelig strøm. Men efter en god tur i vaskemaskinen, hvor jeg tror alle følte sig en smule omtumlet, kom turen til den laaaange skiftezone, hvor man havde masser af tid til at få overdelen af våddragten af og samtidig nyde tilråb fra de rigtig mange tilskuer, som havde indfundet langs ruten. Stedet boblede nu af racestemning og der blev heppet, råbt og sunget efter os deltager – det var mega fedt og giver altså bare ekstra energi. 

Ud på cyklen efter en lang skiftezone….

Et hurtigt skift til cyklen og nu skulle den bare have en over armen – cyklingen har de sidste mange måneder været der hvor jeg har kunne presse mig selv og virkelig ligge nogle timer, så jeg vidste jeg var forholdsvis godt cyklende…..! Lige indtil jeg ramte ruten… DoooH! Der var ingen hul igennem. Vi skulle cykle 50 km, 25 ud – 25 hjem. Ud var det med modvind lige i smasken – så jeg lavede hurtigt en aftale med mig selv om, ikke at brænde mig selv af i modvinden og gemme det til jeg kom i medvind og så trykke igennem – men stadig så jeg havde energi tilbage til løbet. På de 25 ud blev jeg overhalet af utrolig mange – og min motivation blev mere og mere ramt – men formåede at holde den oppe på, at jeg nok skulle tage dem når vi vendte. Endelig 25 km ude kom vendepunktet til de 25 km tilbage og NU skulle den have gas. Men nej… Stadig intet hul igennem til benene, ligegyldigt hvor meget hårdere eller hurtigere jeg synes, jeg pressede, så skete der bare ikke rigtig noget. Nu blev min motivation for alvor ramt, og jeg havde en del indre diskussioner med mig selv og prøvede at finde løsninger – men der var ingen løsninger. Jeg begyndte at frygte for mit løb og tænkte at mine ben heller ikke ville være noget værd der. Det blev en ond cirkel af tanker, som jeg heldigvis hurtigt fandt frem til jeg måtte bryde, nyde turen og bare tage løbet som det kom. Jeg var her jo for sjov og for en god oplevelse. 

Endelig tilbage i skiftezonen – ændre mindset fra cykelturen og så afsted. Jeg mødte på starten af løbet min familie og kæreste, som heppede mig ud på ruten og det gav et kæmpe boost. Jeg fik ligeledes lagt mig på ben af en pige, jeg delvist kender, og tænkte jeg ”bare” skulle følge hendes ben. Langsomt fik jeg løbet mig ind på hende, overhalet hende og lagt mig foran hende. Jeg var stadig på i tvivl om jeg kunne holde det tempo, men hurtigt nåede vi halvvejs (5 km) og så var der jo ”kun” 5 igen. 

Løberuten foregår på Enø – igennem deres campingplads, hvor samtlige campister havde taget siddende opstilling foran deres campingvogne og sad med flag og heppede og skabte en kæmpe fest – videre ud på ruten, hvor der var opstillet en vogn med live-jazzmusik og i nærhed af vognen stod der masser af tilskuere, der ligeledes skabte en fest. Videre igennem et sommerhusområde, hvor flere beboere havde fundet vandslanger frem og gav os deltagere mulighed for at løbe igennem et dejligt kølende brus, nogle havde opstillet et ekstra vanddepot, hvor de uddelte vand, andre havde taget eftermiddagskaffen ud i indkørslen og nød den i solen imens de heppede og skabte god stemning – og ikke mindst var der et stort selskab der havde det helt store krebsegilde med champagne og mega god heppestemning. Det var alt i alt en super dejlig og motiverende stemning at løbe i. 

Jeg formåede at holde tempo de sidste 5 km og de sidste km fik også lidt ekstra – energien voksede i takt med at komme tættere på mål – hvor flere og flere tilskuere selvfølgelig havde taget opstilling. Stemningen på opløbsstrækningen og ved mål var helt forrygende. Vi blev nærmest båret i mål på ”hep og tilråb”. Det var fedt og det er altid meget svært at beskrive den følelse, det giver én at blive ”båret” frem på den måde. Jeg elsker det 😉

Min familie og kæreste stod klar ved mål med kys og kram og jeg var glad. Glad og tilfreds – først og fremmest fordi mit knæ holdt hele vejen – det var det vigtigste. Dernæst fordi jeg fik vendt mit negative mindset fra cyklen og presset positivt på på løbet. Lettere skuffet over jeg ikke fik givet den mere gas på cyklen – men hvem ved, måske var løbet så ikke gået så godt. I målområdet blev vi forkælet med hjemmelavet is fra Enø Ismejeri, lokalt brygget hvede-øl, pasta/kyllingesalat, cola og en fin drikkedunk fra Karrebæksminde triathlon. 

Alt i alt en fantastisk dag i Karrebæksminde. Jeg kan VARMT anbefale dette race. Det er meget velorganiseret, meget dedikerede arrangører og frivillige og der er fuldstændig styr på det hele, helt ned til mindste detalje. 

Tak fordi du læste med 😉

Ps. Sluttede som vinder af min AG og blev samlet nr. 12 af alle kvinder :)

Borås Triatlon 70.3 2019

Borås Triatlon 1. juni 2019

Af Max Svanberg

Uppladdning:

Tävlingspremiär för året och som följd lite extra nervöst upp till start. Mycket nytt till den här säsongen i form av ny cykel, nytt jobb och kanske viktigast av allt – ny coach! Efter en vinter och vår under ledning av Coach Nichlas var känslan bättre än den någonsin varit under den här tiden på säsongen och jag hade därför ganska höga förväntningar på min prestation under Borås Triathlon Halvironman som fick agera arena för årets första race. 

Tycker alltid det är svårt att få en känsla för hur formen är under just tävlingsveckan och så var fallet även den här gången men kände mig ändå trygg i planeringen både för uppladdning och race. Testade racekitad hoj och övrigt raceutrustning några dagar innan start och allt flöt på bra. Som tur var stämde min tidigare plan överens med den Nichlas föreslog när det gäller kost innan tävling – mindre fibrer sista dagarna inför start och mer kolhydrater. Allt kändes som vanligt och det var nemas problemas! 

Borås må vara en rätt sjyst stad i övrigt och tävlingsområdet vid Almenäs är fint inramat av skogsklädda kullar men täcktes tyvärr tävlingsdagen till ära av tunga moln som med största sannolikhet utlovade regn någon gång under dagen. Dessutom var vattentemperaturen lite ”krispig” för att uttrycka sig milt. Temperaturen i luften var väl kanske heller inget som framkallade sommarkänslor, men efter en vinter med en jäkla massa mil på cykeln i allt från -15 och snålblåst till nollgradigt och snöblandat regn i sidled kände jag mig ändå trygg med att kunna hantera dagens svala förhållanden.

Simning:

Väntade tills bara någon minut till start med att hoppa i vattnet för att inte bli nedkyld men tog ändå några simtag för att väcka kroppen till liv. Första tanken när ansiktet nuddade vattnet var något i stil med ”helvete, det här går aldrig”, men med bara minuter kvar till start var det bara att gilla läget och ställa sig på startlinjen. 

Strandstart med relativt långgrunt gynnar mig med långa ben och jag kom därför iväg helt OK när startskottet gick. Planen var att gå ut hårt de första hundra metrarna för att sedan leta efter bra fötter att följa. Tyvärr är jag inte så bra simmare som jag önskar och framför allt maxfarten finns mycket mer att önska av, vilket resulterade i att jag ser en förstagrupp försvinna längre och längre bort. Försöker till en början jaga ikapp men accepterade ganska fort att det inte gav effekt och försökte istället fokusera på god teknik och att ändå hålla farten uppe. Hamnade tyvärr i någon form av andragrupp där jag delade täten med en annan simmare och fick som följd inte så mycket hjälp. 

Bana med två varv och en Australian Exit där man sprang över en brygga för att dyka ner på andra sidan. Gick precis som förväntat – ganska dåligt… men tappade nog inte mer än 5-10 sekunder vid mitt skamliga dyk. 

Andra varvet i samma regi som det första men tror ändå vi lyckades hålla en helt godkänd fart då vi var klart färre upp till växling än vid varvning. 

Upp på 28 minuter sharp och kan inte vara annat än nöjd. Simmar i stort sett alla pass helt ensam, vilket jag inte tror är optimalt men upplever ändå att jag med strukturen från Nichlas tagit några kliv framåt. 

T1

Många valde att ta på sig extrakläder i växlingen vilket jag valde att inte göra och kunde därför växla snabbt och plocka en hel del placeringar. Ut på cykeln någonstans runt 7-8eplats. 

Cykel

Borås är backigt… VÄLDIGT BACKIGT! Och man får en försmak redan från start då man inleder med en av dagens längsta klättringar. Som följd av vattentemperaturen var min känsel i fötterna klart begränsad och jag hade därför svårt att få på mig skorna direkt vilket gjorde att jag körde första delen av klättringen med fötterna ovanpå skorna. Såklart också lite över planerade watt men skyller på adrenalin och tävlingsdjävulen som började vakna till liv. 

Banan är relativt krångelfri i den mån att det är 4.5mil ut och lika långt hem på samma väg vilket gör att man vid vändning kan få sig en ganska bra bild av hur man ligger till. 

Passerade under den första klättringen en del cyklister vilket gjorde att jag som bäst var uppe på en tredjeplats men släppte sedan förbi två cyklister där jag valde att försöka i alla fall hålla den andra av dom, Kristian Ek, inom synhåll då jag visste att han är en jäkel både på att cykla och springa. Insåg ganska fort att min plan inte riktigt kunde mäta sig med hans och fick därför sakta se honom försvinna iväg samtidigt som jag intalade mig själv att det fortfarande var för tidigt för att gå alltför långt utanför Coach Nichlas plan. 

Halvvägs genom cyklingen vid vändpunkten kunde jag räkna att jag låg på plats 5 med en bra bit upp till plats 1 och 2 men med kontakt till 3 och 4. Benen kändes fortfarande relativt fräscha och kroppen fungerade fortfarande som den skulle. Tyvärr började jag strax efter vändningen att uppleva lite magkramp som jag har haft problem med tidigare vilket gjorde att jag under en period fick sänka farten lite. Pausade även planerat energiintag för att försöka få ordning på det hela vilket resulterade i en liten energidipp på vägen tillbaka. Som tur är gav de även resultat i att jag fick ordning på magen och kunde mot slutet få i mig lite mer energi och avslutade ändå ganska nära min planerade watt. Dock inte allt och kund efter målgång konstatera att jag bara fick i mig runt 3 gels och 1 flaska sportdryck istället för 6 gels och 2 flaskor sportdryck som var planerat. Blir att se över till nästa tävling. 

Lyckades också missbedöma avståndet till växling och tog ur fötterna ur skorna lite för tidigt vilket gjorde att jag fick ta den sista lilla klättringen med fötterna ovanpå skorna. Dumt misstag som gjorde att jag nog tappade någon minut in mot växling… pucko! 

Snittfart 35km/h som ändå känns stabilt på den här banan. 

T2

Växling nummer två gick utan problem. På med strumpor, i med energi i fickorna och på med dojorna! Allez allez ut och spring!

Löpning

Benen kändes fräscha långt över förväntan och det var därför en riktigt härlig känsla att springa ur växlingsområdet som det dåliga vädret till trots var fyllt av riktigt mycket hejande publik! Bra jobbat Borås! 

Tyvärr hade jag små känningar i magen kvar som blev avsevärt mycket värre som vid en magisk gräns kring 3:55min/km-fart som dessvärre var min planerade fart att gå ut i för att sedan öka om energi fanns kvar mot slutet. Till följd av detta var jag tvungen att lägga mig runt 4:05-4:10 istället vilket höll smärtan i magen under en rimlig nivå. Vågade heller inte fylla på med energi i form av gels så höll mig till cola och vatten under hela löpningen, vilket iuförsej fungerade helt OK! 

Efter bara någon kilometer möttes jag dessvärre av 4an i loppet, Kristian som cyklat ifrån mig, som vart tvungen att bryta till följd av skada. Tråkigt som attans då jag såg fram mot att i alla fall försöka jaga honom och bjuda upp till dans om 4e platsen, men å andra sidan inget att göra något åt för någon av oss. Det här gjorde också att det var ganska långt upp till nästa tävlande på tredjeplats och då det var lika långt ner till femteplatsen hade jag svårt att gräva riktigt djupt och lida ordentligt för några extra minuter på klockan. 

Resultatet blev att jag sprang på i samma jämna fart utan att egentligen se någon av mina mottävlande under hela löpningen. Kanske smart att inte ta ut sig i onödan men kan ändå inte låta bli att inte vara besviken över mig själv då jag inte pressade mig själv hela vägen till mål. Det är ändå de som är en av anledningarna till att jag håller på med triathlon, att utmana mig själv och mina gränser, och att då hitta ursäkter att inte göra just detta känns inte helt rätt. Dock inget jag tänker förlora sömn över utan det är bara att göra om och göra rätt till nästa race! Tar med mig att jag i alla fall höll ihop det hela och sprang med en stabil snittfart på 4:09min/km hela vägen i mål. 

I mål på runt 4:34 någonstans som jag ändå inte kan vara annat än nöjd med, med tanke på banprofilen för cyklingen och det smått miserabla vädret. Kroppen kändes bra och jag inbillar mig ändå att det finns mycket mer att ge! Känns också kul att ha kört en första tävling med Nichlas och Uperform i ryggen och, framför allt, tryggt inför stundande tävlingar! Det kommer mera! 

Ironman South Africa 2019

RACEREPORT IRONMAN SOUTH-AFRICA 7. APRIL 2019 

By Gro Hege Viberg Jermstad

Dagene før

Vi ankom Port-Elizabeth (PE) mandag før konkurransen etter noen dager i bil opp langs kysten fra Cape Town. Det var med spenning vi nærmet oss strendene vi hadde sett på filmene fra IMSA  tidligere år. Da vi kjørte langs Marine Drive mot hotellet og så bannere på lyktestolpene, kontainere og trailere med Ironmanlogo – da kjente jeg det sitret i kroppen. Nå er vi her! 

Etter en høst med jernmangel og mange utfordringer på jobb – samt en oppkjøringsperiode med trenerbytte og mye «småsykdom» (to dager ute her og to dager ute der) var jeg usikker. Selv om jeg hadde hatt uker med god trening og et godt treningsopphold på Playitas var jeg ikke sikker på at det var nok til å nå målet mitt – kvalifisering til IMWC Kona, Hawaii. Kontinuiteten over tid manglet. Jeg følte meg klar for Ironman, men hadde ikke helt troen på at målet var innen rekkevidde. Jeg prøvde å ha troen utenpå, men innerst inne kjente jeg at dette skulle holde hardt, at det var for tidlig. Jeg hadde dessuten slitt med tørrhoste siden den siste forkjølelsen i dagene før avreise. Jeg drakk alt jeg kom over som inneholdt ingefær, oppkok av sitron og ingefær, og te med honning til den store gullmedalje. 

Vi fikk noen gode dager med trening i SA. Først i Cape Town – hvor kroppen virket overraskende lett etter forkjølelse og 4 dager uten trening - og senere i PE.  Jeg skjønte tidlig at vinden skulle bli en utfordring. Det var utfordrende å sykle med både høyprofil og platehjul, og det var urolig sjø nesten hver dag. Kun to morgener var det ok å svømme – og selv de svømmeturene ble korte. En dag pga bølgene, en annen dag pga delfiner! I ettertid en eksotisk opplevelse, men der og da – ikke så gøy! Da vi var ute å svømte merket jeg en skygge ved siden av meg, og skvatt til litt. Jeg har fullstendig angst for å se «noe» under vann når jeg svømmer – på konkurranser går det fint for da er vi så mange, men alene er jeg ikke særlig høy i hatten. Men jeg tok noen tak til og tenkte det bare var skygge fra armen min som brøt med solen. Vi stoppet for å bestemme neste punkt. Da så jeg noe svart som brøt vannflaten bak ryggen til Frode, og to finner – min først reaksjon var å rope «ÅH F...». vet ikke om jeg tenkte på hai eller hva. «Delfiner» tenkte jeg – det er bare delfiner – og ropte til Frode og Sara – «Delfiner!!». Sara så like panisk ut som meg, så vi sa bare «inn til land» og begynte å beinsvømme innover. Prøvde å ikke «se» under vann eller tenke på at «noe» var der, skulle dukke opp eller nappe meg i beina. Det ble en skikkelig spurt - og helt sikkert ny personlig rekord J

Registreringen gjorde vi ved første anledning torsdag. Det var hyggelig å møte andre norske deltakere, og godt å snakke om andre ting og om konkurransen. Vi hadde også booket 1 time sportsmassasje, og det var godt å få «knadd» opp hele kroppen. Merket at jeg kom mer og mer inn i «boblen» - alt i hodet dreide seg om det som skulle skje på søndag. Jeg gledet meg og var klar, men var nervøs og usikker for resultatet - for at det ikke skulle bli godt nok. Min store motivasjon var Frodes selvsikkerhet – jeg visste han hadde kontroll, at han var i form og klar.

Vi gjorde mest mulig klart etter racebriefingen fredag, og unnet oss en rolig lørdagsmorgen før vi ruslet bort mot Boardwalk for å spise lunsj før innsjekk av sykler. Med sykler og poser på plass i skiftesonen ruslet vi bort til hotellet for å gjøre de siste forberedelsene slik at vi kunne spise en tidlig middag med noen av de andre nordmennene og være tidlig i seng. 

Det siste vi gjorde før vi la oss var å gjøre klar drikkeflaskene. 3 flasker med sportsdrikke (SIS) og 1 flaske med gel (6 stk SIS isotonic). Jeg var litt skeptisk til løsningen jeg endte opp med ifht gel – en aeroflaske montert på rammen. Den var ikke så lett å ta hverken opp eller å sette på plass, men jeg tenkte at det måtte gå greit. Alternativet var å måtte plundre med åpning av pakkene, og med vinden og den dårlige asfalten var jeg usikker på om jeg ville «ta meg tid» til å roe ned så mye og/eller i verstefall stoppe for å få i meg næring. Diskuterte litt med Frode om jeg skulle ta med et høyprofilhjul bort og evt bytte ut platehjulet. Det var meldt mye vind, og jeg var i tvil om fordelene med platehjul ville bli spist opp av usikkerheten min på sykkelen når vinden river litt. Jeg bestemte meg for å være litt offensive og kjøre med platehjul som tenkt.

Raceday

Klokken 0350 ringte alarmen. Det var godt å våkne og vite at man hadde fått 7 gode timer med søvn. Etter kaffe og en god porsjon havregrøt med banan, rosiner og honning var det å gjøre en siste sjekk at alt var med før vi ruslet bort mot startområdet. Når vi gikk bortover var det tydelig urolig sjø, jeg begynte å tenke på om det ville bety forkortet eller kansellert svøm. Når vi sto å gjorde klar syklene kom beskjeden om at svømmingen var forkortet til 1600 m. Jeg kjente en lettelse – jeg har ikke problemer med litt choppy vann, men det var mer enn litt pluss at det var dønninger. Frode skulle stille seg langt frem, så vi ønsket hverandre lykke til og skiltes da vi kom ned på stranden. 

Svøm

Jeg følte meg litt liten og bortkommen der blant alle deltakerene i neopren, og prøvde å komme meg litt frem i gruppen som ville brukt 1-1.30 på full svøm. Jeg hørte kanonen gå av, og Pro Menn var i gang. Jeg prøvde å se etter dem utover, men vannet var så choppy at de forsvant. Solen kom opp i det pro damene skulle starte – det var magisk som alltid når vi står der og kjenner strålene begynner å varme opp. 

Prodamene forsvant like fort som herrene, og snart var også AGerne i gang. Jeg skjønte da at jeg sto langt bak, det tok evigheter før jeg ble sluset inn til startområdet. Jeg så de slet med å komme seg ut og over de første store bølgene, men tenkte «det er bare 1600 meter – det fikser du. Gå på!» og før jeg visste ordet av det var jeg ute i bølgene. Jeg ble slått tilbake to ganger av de store bølgene, før jeg kom meg så langt ut at jeg kunne begynne å svømme. Det var så mye bølger! Det føltes helt umulig. Jeg hev etter pusten, fikk helt panikk. Fikk ikke til å puste, ikke til å svømme – og følte at jeg begynte å hikste og hyperventilere. «Hva gjør jeg nå? Dette klarer jeg ikke.» Jeg svømte noen brysttak med hodet over vann for å ha tilgang til luft, tok noen crawltak men måtte stoppe. «Kom igjen, det er 1600 meter – så er du på sykkel. Alle de andre gjør det. Ingen svømmer tilbake!» Jeg lå der i noe som føltes som en evighet for å få kontroll over panikken. Så bestemte jeg meg «Nå svømmer du! Ikke stopp før du er på land, ikke stopp før du er på land. Snart sykkel» Det ble mantraet mitt på svøm. Jeg tok noen crawltak  og pustet bare til en side for å få pustet ofte. Jeg håpet det skulle roe seg litt etter ett par hundre meter, men det ble nesten verre. Jeg fant en slags rytme og fokuserte på å puste tre ganger til høyre, tre ganger til venstre – bare jeg kom meg ut til den røde bøyen så ville jeg få bølgene fra siden og det ville bli bedre. Da jeg rundet bøya ble det mer kontrollerbart. Jeg fant en god rytme og siktet ofte, slik fikk jeg også litt mer kontroll på bølgenes bevegelse. Jeg svømte forbi mange og det motiverte meg, men fokuset mitt var å svømme kontrollert og komme seg opp av «det j.... vannet» og på sykkelen. Følte jeg lå langt bak. Prøvde å surfe inn på den siste bølgen, det gikk dårlig – men nå hadde jeg hvertfall fast grunn under beina. Da jeg kom opp ble jeg overrasket over at jeg ikke hadde brukt lengre tid en 40 min – det hadde føltes som en evighet. 

T1

Fikk kjapt av meg våtdrakten, på med hjelmen og sko. Det gikk så fort at jeg følte jeg hadde glemt noe. Orket ikke løpe på sykkelsko, men gikk raskt gjennom T1 – plukket med meg sykkelen og kom meg av gårde.

Sykkel

Følte meg superhappy da jeg fikk opp farten på sykkelen bortover Marine Drive. Det var ganske tett, så jeg la meg ikke i tempobøylen før vi var ute av byen. I den første slake oppoverbakken fant jeg roen og kjente at beina var skikkelig gode. Jeg følte lettelse. Etter noen km fant jeg roen og begynte å tenke på svømmingen. Jeg måtte nesten le og husket jeg sa høyt til meg selv « Hva f... var det der!?» J

Jeg begynte å inntak drikke som planlagt etter 15-20 minutter, og fikk et jevnt inntak hele veien – hvert 10-15 minutt. Jeg syklet forbi maaaange – det motiverte meg veldig. 

Etterhvert begynte jeg å møte de profesjonelle, og begynte å se etter amatørene. Etter ca 40 km møtte jeg først Lars Petter – den antatt beste AGeren. Jeg så på klokka for å se om jeg kunne få med meg hvor langt bak Frode var. Etter 2-3 minutter så jeg han – det var deilig. Han var med og pustet teten i nakken. Vi heiet på hverandre og jeg kjente det inspirerte meg. 5 minutter bak han igjen så jeg Trude (kona til LP) komme i mot. Jeg tenkte at dette var ikke så ille, og skulle ta tiden før jeg var tilbake på samme sted. Men det varte å rakk før jeg kom til vending – det gikk 10 minutter, det kom bakker og jeg tråkket på, det gikk 20 minutter – hvor er den vendinga?! Jeg prøvde å kjøre jevnt, og tenkte på det Nichlas skrev om at jo hardere man sykler jo tyngre blir løpingen, så jeg prøvde å holde watten nede – men jeg liker bakker og det er lett å tråkke på litt ekstra. Etter 50 km kom vendingen – jeg trodde den var på 45. Jeg skjønte da jeg jeg veldig lagt bak og kjente motivasjonen dalte som en sekk poteter. Jeg begynte å regne litt på det – at kanskje hadde hun startet svøm 10-15 min før meg, svømt 5-10 minutter raskere. Men likevel – jeg var langt bak. Og var jeg langt bak henne, var jeg også langt bak de beste i min AG. Tilslutt måtte jeg bare bestemme meg for å ikke tenke på det, og kjøre mitt eget løp. 

Jeg syklet forbi folk hele tiden, det var få som syklet forbi meg – jeg fant motivasjon i å legge folk bak meg og tråkket på. Flasken med gel i fungerte dårlig, jeg fikk bare i meg ørsmå slurker. Tenkte at det var idiotisk å ikke ha prøvd flasken med gel først. Med vann fungerte den fint – men gel ble for tykt. Så jeg drakk sportsdrikke (som heldigvis innholder mye karb) og tok vannflasker på alle drikkestasjonene. Jeg hadde crampfix og gelegodis i «boksen» som jeg også fikk i meg. 

Da jeg kom til vending halvveis følte jeg at jeg nettopp hadde startet, og la ut på andre runde med samme feeling som første – gode bein, tross motvind og motbakker. Flatene mot vending var superherlige, lå i tyngste gir i 40-45 km/t og koste meg. Vinden blåste opp, den tok betraktelig mer tak i sykkelen fra siden i nedkjøringene. I siste bakken opp mot vending begynte høyre kne å verke – det hadde murret litt i begge siste kilometrene, men såpass må man kjenne. Det ble bare verre i oppoverbakkene og det begynte å sette seg godt over begge knærne. Hadde jeg fått i meg for lite næring? Drukket for lite? Absolutt ikke etter plan. Likevel følte jeg ikke at jeg var sliten - at jeg fortsatt hadde energi og at kroppen og hodet var med - men knærne og beina ville bare ikke. Jeg hadde også kjørt fornuftig i min mening, og holdt watten godt innenfor. 

Det ble en tøff kamp i motvind og slake oppoverbakker de siste 30 km - i tillegg kjente jeg at jeg var sulten. Nok en tabbe – å ikke ha noe med substans med seg. 

Da jeg trillet inn i T2 registrerte jeg ikke annet enn at jeg hadde brukt mer en 6 timer – ble litt oppgitt over meg selv, men gledet meg faktisk til å komme meg ut på løpingen. Og litt spent på hvordan Frode lå an.

T2

Fikk til et raskt bytte av sko. De frivillige var utrolig hjelpsomme, så jeg var raskt ute på løp.

Løp

Det var godt å få på løpesko og komme i gang. Ble glad når jeg kjente at knevondtene ikke ble overført til løpingen. Jeg passet meg for ikke å åpne for hardt, og fant et behagelig tempo frem til løpebeina var på plass. Det gikk overraskende fort, og jeg la meg på farten jeg hadde planlagt å holde. 5.15-20. Etter en drøy km så jeg Frode komme i mot meg, han så skikkelig sterk ut – han så ut som en million - gliste og ropte at han var nr 2!! Vi gav hverandre en high-five! Og jeg ble superstolt! Bra noen redder familiens ære - nå skal vi uansett til Hawaii.  

Jeg følte meg mye lettere enn jeg hadde trodd. Ingen mageproblemer, så noe hadde jeg gjort rett med ernæring. Bakkene jeg hadde bekymret meg for var ingenting. Det var motvind halve runden og medvind andre halvdel. Men motvinden var så sterk at medvinden ikke klarte å gjøre opp for motvinden. Det ble tung å kjempe seg frem mot vinden, som bare ble sterkere og sterkere, men det demotiverte meg ikke slik det kan gjøre. 

Stemningen var elektrisk i løypa. Det var publikum overalt, musikk og folk danset - og de heiet på alle! 

Jeg satte en fot foran den andre, og gjorde det jeg skulle. Jeg kjente jeg ble litt likegyldig til farten, holdt den komfortabel, for det føltes tungt å skulle skru den opp – eller orket jeg ikke? Jeg tenkte lite på å gjøre noe med den, men visste jeg kunne kjøre farten opp ett hakk, pine meg selv litt mer, ha litt mer vondt enn det jeg hadde. 

Jeg kjente ikke noe til vondt i muskulatur eller annet før på siste 15 km – da begynte lårene å stivne og knærne verke, men heller ikke det var uutholdelig. Jeg følte meg mer sliten for at det hadde vært en lang dag, enn for anstrengelsen.

Næringsmessig ble det kun flytende, foruten en halv banan ca halvveis som jeg klemte ned fordi jeg var sulten. Drakk godt hele veien – gikk 10 sekunder mens jeg fikk i meg 1 kopp cola og 1 kopp vann på alle drikkestasjoner + at jeg tok med meg to poser vann for å ha i hver hånd når jeg løp. Det var godt å ha noe å holde i og gull å kunne bite hull i dem, ta en slurk og helle resten over hodet. Ut på siste runde – etter vending på ca 35 km tenkte jeg at alle du løper forbi nå og alle som kommer i mot deg er bak – og det er ganske mange. Kanskje klarte jeg under 4 timer på maratonet om ikke annet. 

Siste runden gikk fort, ikke i fart, men plutselig skulle jeg svinge av mot «Finish-line» i stedet for å løpe på «Laps». Hadde hatt to bak meg siste 5 km, og de lå nå tydeligvis en runde bak – for det kom noen oppgitte gloser da jeg svingte av og de skulle fortsette. Jeg smilte litt for meg selv, løp opp den røde løperen og hørte de magiske ordene «Gro Jermstad – YOU - ARE -AN- IRONMAN». Endelig! Jeg var glad for at det var ferdig – men tenkte likevel «var dette alt – var det ikke verre enn dette»? 

Frode sto og ventet på meg i athletes garden. Han hadde blitt nr 2 i klassen og nr 9 totalt av alle amatørene - nr 30 av alle menn inkludert de profesjonelle! Jeg visste han kunne få det til – og jeg vet han har mye mer i seg, så jeg er utrolig spent på hva han får til på Hawaii. 

Selv sitter jeg igjen med en følelse av tilfredstillelse for å ha gjennomført, fornøyd på en måte – men også litt skuffet over meg selv. Dette var første gang jeg skulle kjørte for å prestere, ikke bare gjennomføre. Hele veien har jeg vært usikker på om jeg har det lille ekstra som skal til. Både i trening og på konkurranse. Når jeg ser tilbake på de siste månedene så må jeg innse at det har vært for lite kontinuitet, litt for mange små sykdomsavbrekk som setter meg tilbake – men også perioder der jeg burde strukturert dagene bedre. For tid har jeg – og lyst! Nå ser jeg fremover, og tar med meg alle erfaringer inn i treningen av ikke bare kropp, men hodet – det er en jobb å gjøre der også. Jeg føler meg ung treningsmessig, og vet jeg har mer å gå på. I tillegg har jeg fått «frikort» på hjemmebane og Frode fulle støtte til å bruke den tiden det kreves for å kvalifisere meg til VM på Hawaii.

Ironman Sør-Afrika 7. april 2019

 Ironman Sør-Afrika by Frode Viberg Jermstad

Reiste til Sør-Afrika med en selvtillit om at jobben var gjort gjennom vinteren: Jeg var race-ready!!

Spennende å ankomme Port Elisabeth mandagen før konkurransen, og begynne å gjøre seg kjent i løypa. Fikk satt sammen sykkelen, syklet og fikk sjekket at alt var ok etter reisen nedover. Senere var det å finne frem våtdrakten for å få svømt litt og venne seg til vannet, her merket jeg raskt at her var det bølger og urolig vann. Så her måtte jeg begynne å jobbe med hodet at dette ble vanskelig. Fikk gjort noen gode løpeøkter i race-pace og kjente at her var det noe på gang.

Dagene inn mot konkurransen ble brukt til korte gode økter, hvor fokus var overskudd og gjøre seg klar for selve konkurransen.

Så kom dagen!

Hadde satt vekkerklokken på 04.00, og hadde gjort klart havregryn med mandelmelk kvelden før, som jeg da spiste kald med banan og rosiner 3,5 t før start. 

Selvfølgelig med en deilig kopp kaffe til. 

Maten gikk lett ned og fylte på med litt sportsdrikk og vann, og videre litt loff med Nutella (favoritten min!!)

1,5t før start gikk jeg bort til start sammen med Gro Hege, 10-12 minutters gange. Her var det bare å finne igjen utstyret som jeg hadde plassert ut dagen før, sette 3 stk drikkeflasker på sykkelen og sjekke at alt var som det skulle.Da kom sjokket: Sykkelskoene som jeg hadde satt på sykkelen dagen før var borte. Spurte vaktene om hvor de var og fikk beskjed om at de var i pusen for sykkelutstyr, men der fant jeg de ikke ved første sjekk, kavet litt rundt og fikk beskjed om at de var lagt der kvelden før. Så igjen, og joda, der lå de. Kjente samtidig at det begynte å blåse mer og mer, og kjente en klump i magen. Hvordan skal det gå på svømmingen, jeg som har litt skrekk for bølger og ikke er helt god teknisk med litt rufsete vann. Prøvde å fortrenge dette og jogget meg en lett tur for å kjenne på beina. Tilbake i skiftesonen spiste jeg en skive med loff, da selvfølgelig med Nutella. Jobbet iherdig med hodet for hvordan svømmingen skulle bli- så annonserte speaker at svømmingen ble kortet ned på grunn av store bølger og generelt rufsete sjø. YES, tenkte jeg, dette skulle bli til min fordel, da skulle jeg ikke bli så langt bak etter svømmingen. Så nå ble jeg skikkelig offensiv, stilte meg opp helt foran, og rett bak Lars Petter Stormo (Beste amatør i fjor)Så at proffene stakk av gårde og så umiddelbart at dette var tøffere enn jeg hadde sett for meg, måtte finne frem alle mulige triks jeg har lært i mentaltreningen. Så var det min tur til å springe ut i vannet, ble møtt med en kjempe bølge som slo meg nesten tilbake på stranden. Gav på og tenkte at dette skal jeg fikse!!! Kom meg etter hvert i svømmeposisjon, men kroppen var ikke med, heller ikke hodet. Ble bare kaving og masse folk som bare fosset forbi meg, begynte å få negative tanker i hodet: 

Skal Hawaiituren gå fløyten nå? Hvorfor skal ikke jeg klare å bli bedre til å svømme? Har jeg ikke vært dedikert nok i vinter? Hvorfor har jeg droppet så mange økter med svømmestyrke? Skulle jeg ha senket ambisjonsnivået mitt….?

Så gikk jeg til angrep: Nei, Frode!! Nå må du bare finne roen og komme deg på sykkelen!!! 

Det ble vende punktet, jeg begynte å glede meg til å sykle, for det er noe av det kuleste jeg vet!! Om ikke farten ble større, så fikk jeg til å flyte bedre i vannet, og kom opp av vannet på 37 minutter. Skjønte fort at jeg var et stykke bak, men gledet meg til å sykle. Skiftet raskt i skiftesonen, og kom meg på sykkelen. Yes! Beina var gode og jeg la meg på planlagt watt (260-280watt) og begynte å plukke folk. Ja, jeg plukket mye folk! Hadde planlagt å begynne å drikke og få i meg næring etter 15-20 minutter, hvor jeg da skulle få i meg 70-80g karbohydrater i timen. Fordelt på 3 flasker drikke og en liten flaske på ramma med 8 gels i (Gels på flaske for å få lettere tak i de, og samtidig unngå å plundre med papiret. Man kan også få tidsstraff ved å miste/kaste søppel, så den sjansen tok jeg heller ikke) Etter å ha syklet 30km hadde jeg snart drukket opp den ene flasken jeg hadde på styret, fått i meg to gode munnfuller med gel fra den lille flasken, som for øvrig viser seg å være vanskelig å drikke fra. Så kommer noen fartsdumper og begge de to fulle flaskene jeg har igjen ramler ut, og da har jeg plutselig ikke noe drikke med meg. Ja ja tenker jeg, da får jeg bare ta å fylle på på drikkestasjonene. Etter nye 20 km kommer første drikke stasjon, der klarer jeg å miste første flasken jeg tar, men får tak i ei flaske vann. Tenker at her er det bare å fylle på med de gelene jeg har på den lille flaska for å få inn karbohydrater, men lite gel kommer ut og begynner å bli litt fortvilet. Videre går det helt greit og beina er fine, har plukket masse folk og får gode heiarop langs løypa. Som for øvrig er tett med folk nesten hele veien. Utrolig moro å bare bli løftet frem, samtidig som jeg møter kona mi, Gro Hege ute i løypa og dagen blir bare bedre!! Inne på runding etter første runde får jeg beskjed om at jeg er bare 3 min og 20 sek bak lederen i amatørklassen for menn. Dette gir meg et kjempe håp om at jeg kanskje kan veksle først av amatørene, og kjenner en frysning gå gjennom kroppen. Prøver å ta drikke inne ved vending, men i 45-50km/t er det vanskelig å ta en flaske i fart.

Tenk om jeg hadde tatt igjen Lars Petter Stormo! Ute på vending møter jeg Lars Petter og hilser høflig, det er nå under 2 min mellom oss. Men nå kjenner jeg at kroppen ikke spiller like godt på lag lengre. 30km igjen til skiftesonen, og jeg kjenner at nå er kroppen helt tom for energi, begynner å se uklart og klarer overhodet ikke å holde farten oppe. Kommer etter hvert til matstasjonen 15km før skiftesonen og stopper der, drikker og spiser alt jeg kommer over og kjenner raskt at sukkeret sprer seg ut i kroppen. 

Tråkker på videre, og på siste 10 km inn får jeg litt hjelp av to damer i proff klassen som jeg får litt drafting på. 

Inne i skiftesonen får jeg skiftet raskt, og kommer meg ut på løpingen, fikk tilrop om at jeg lå som nummer 2 i min klasse. Kjente raskt at her manglet det litt energi fortsatt, og bestemte meg for å åpne lett for å «finne» beina. Løper til første matstasjon på 3 km, og stoppet helt opp, spiste det jeg kom over, løp videre og tenkte at nå var det bare å prøve å komme seg inn i den opprinnelige planen for løpinga: 4.10/km. Dette gikk veldig fint i medvinden, men ble raskt tyngre i motvinden, men klarte å holde god fart og beina svarte godt lenge. Ved ca 30km begynte jeg å få sterke smerter i lårene etter alle slagene mot den harde asfalten. Tenkte at nå var det bare å holde ut, så kort til mål kan man ikke gi seg, og jeg hadde tross alt en pallplass innen rekkevidde, og det ville gi meg en billett til Ironman på Hawaii: Den drømmen kunne jeg ikke slippe!

Ved 2 km igjen til mål gjorde det så vondt i lårene at jeg måtte bite meg i underleppa for å flytte smerten. 

Inne på den røde løperen hører jeg speakeren rope navnet mitt og sier: You Are an Ironman!

Ironman

Jeg klarte målet mitt! Jeg er kvalifisert til VM i Ironman på Hawaii. Fantastisk deilig følelse!

Men, må si at jeg kjenner litt på skuffelsen av å ikke ha klart arbeidsoppgavene mine på svømmingen, og at jeg er så amatørmessig å ikke sikre min dyrebare energi.

Samtidig som det gir meg en uhyre sterk motivasjon til å få til alle 4 disiplinene i triatlon: Svømming, sykling, løping og ernæring.

Takk til:

 Gro Hege, kona mi som støtter meg i alt og har trua på meg!

Nichlas, min trener som klarer å snu alle mine påfunn og rare tanker om trening til det beste for meg.

Ironman 70.3 Dubai 2019

Short race report from IM 70.3 Dubai!

Af Henrik Stik Eskildsen

Pre-race thoughts:
The aim of the race was actually just to get me motivated to get back into training during November/December last year. So no goal of a certain time or a new PB. But people knowing me know that I find it quite hard just to participate in races without going for a new record of some sort. So as I approached the race and training was going pretty good I realized it was not totally impossible to aim for a new PB. So that was the overall goal. And to be totally honest I had a goal of doing a sub 4.20.

Swim:
I placed myself in the first third of the 25-30 minutes group which I thought was perfect to reach my goal of a 28 minute swim. But I was so wrong. Even entering the water I passed 3 athletes. In the first 300-400m approaching the first buoy I had to overtake at least 5 more athletes who were never even close to swimming a sub 30 minute. I know it helps your own performance to get paced by faster swimmers but I think people really need to be a little more honest when self-seeding at he swim start. Otherwise those self-seeding swim starts do not make sense at all. In the last 400m of the swim it was quite difficult to navigate since we were swimming directly towards the sun but since I wasn’t overtaken once I actually thought I was on track for the sub 28 minutes. Again I was wrong. I managed a 29,5 minutes swim. Considering it was my first real OW swim in 5 months I however think it was reasonable.

Bike:
As is the case most of the times when I lose time during the swim I start the bike by pushing pretty hard. Too hard. Meaning head down and full throttle. That lasts for around 10 minutes until I realize I am pushing short tri distance watt numbers and won’t be able to hold these for over 2 hours without completely destroying my run. So instead of pushing 4,4 watts/Kg I settled for around 3,8 watts/Kg. And this is pretty much where the overtaking begins. And I am not the one overtaking. Being of the size I am my absolute watt numbers are just not even close to the numbers of the big guys. I know that. But it’s hard to accept once you are actually in the middle of the race. The first 45k we had a head wind and were going slightly upwards. I was passed by several groups who were not quite living up to it being a non-draft race, but I am also used to this since many athletes just don’t race fair. I have learned to limit my anger when this happens even though it sometimes feels like I am the only one playing by the rules. During the last 45k we had a nice tailwind and were going slightly downwards again so it took me more or less an hour to get back to T2 after it took me around 1 hours 20 minutes to reach the turnaround. I managed a 2.20 bikesplit which I am pretty ok with.

Run:
The run is my strongest discipline and also my favorite. In 70.3 races I normally aim to run around 3.55-4.00/km. This I was able to hold for around 5k and after that the heat started affecting me. My pace fell to around 4.10/km and I felt it was close to impossible for me to push harder than that. So I accepted the new pace. I was really focused on the nutrition and on drinking enough so I wouldn’t start slowing even more. And it somehow actually helped me a little since I actually managed to run the last 5k as the fastest on the day. I ended up with a 1.26 run split and a total of 4.22.40. That gave me a 19th spot in my AG and a new PB on the distance.

Conclusion:
All in all a great race to start the season. Since I am still a little away for being in perfect shape (i.e. 100% race ready) and considering it wasn’t really my A-race I am quite glad that I managed to take home a new PB even though I did not manage a sub 4.20. I must be honest to say that the race has made it to the top of my favorite races. The surroundings and the race setup up as well as the organization of the race is just great. Can highly recommend the race.

Ironman 70.3 Dubai 2019

IRONMAN 70.3 DUBAI RACEREPORT

Af Martin S. Thomsen

Træningen og alting nogle uger forinden gik perfekt og alt gik den rette vej, i weekenden for to uger siden havde jeg så de sidste lange hård træninger. Men havde så om lørdagen vågnet med ondt i halsen, men trænede dog stadig igennem det jeg skulle og om mandagen efter havde sygdommen så taget fat. Endte kun med en dag helt uden træning, men med rigtig mange forkølet og sløj. Sidste weekend følte jeg mig lige så stille på toppen igen, men hostede og var stadig snottet. Det forsatte helt til torsdag og fredag morgen på race day var faktisk første dag jeg IKKE vågnede og var snottet.

I to uger op til stævnet har jeg varmetrænet seriøst og flere gange svømmet med våddragt for at vende mig til den. Da jeg ved jeg har lidt svært ved varme og altid lige skal vende mine skuldre til at have våddragt på.
Jeg havde fået massage op til flere gange så jeg var sikker på kroppen var på plads og klar.

Jeg havde forberedt mig til punkt og prik.

Rejsen herned gik så godt som den kunne med Mille, og jeg fik trænet det jeg skulle op til og fik mig registreret og checket cyklen ind.

Maden og alting op til præcis som jeg plejer og som altid har virket for mig.

Jeg kom op kl 04:15 og fik morgenmad godt 2:30t inden start, alting gik perfekt og roligt inden starten gik kl 07:10. Jeg fik svømmet lidt inden starten og havde en god fornemmelse i kroppen.

Jeg havde stillet mig lidt tilbage i svømmestarten så jeg ikke ville blive svømmet over, det gjorde jeg heller ikke men jeg kommer alligevel ALDRIG ind i nogen rytme. Mine skulder og ryg spænder op og det ødelægger min teknik. Jeg kom ikke i nogen gruppe, jeg navigerede forkert og svømmede alt for langt rundt om bøjerne. Noget som jeg aldrig har haft problemer med før, jeg har kun vist fremgang i svømmehallen og da uret siger 32:50 op af vandet var jeg rasende på hvorfor f***** jeg nu igen har kunnet f**** min svømning op........

T1 skiftet gik som smurt og jeg kom godt afsted på cyklen, jeg får gang i benene og de er godt med. Jeg har en god fornemmelse i kroppen og ud i modvinden og jævnt opad vender jeg på de 45km med 40 i snit og ved vi hjem har medvind og det går lidt nedad. Jeg kommer lige efter vendepunktet i gruppe med en dansker og Alexander Vinokourov, det var perfekt og vi alle bidragede til føringer skiftene. Selvfølgelig med 12m imellem, der var også i år RIGTIG godt bemandet med officials og de kan se langt på de lange lige stykker så ingen snød i front især 👍🏽

Efter 60km smidder jeg min drikkedunk og modtager en med energi fra depot.
På de sidste 10km begynder jeg så at mærke min mave begynder at bøvle med at spænde som om det er let sidestik. (Som jeg ALDRIG får på cykel)
Må så slippe Vinokourov det sidste stykke og prøvede at få styr på maven, ved at slappe lidt af og trække vejret igennem.

Kommer igennem cyklingen på 2:08 som er med 42.2 km/t avg. (Hurtigste i min AG 25-29) selvom jeg stadig kun er 24 år.

I T2 bruger jeg desværre lige 30sek på at finde min plads da jeg kommer til at løbe en række forkert.

Slapper godt af og får skiftet roligt til løb for at give mave lidt ro, starter i den pace jeg skulle starte i og har gjort i SÅ mange træninger efter hård cykling. Men så kramper hele min mave bare og vejrtrækning gør ondt, jeg går igennem hver aid station og får mig kølet godt ned og får noget vand. Men kaster op i munden efter hver aid station næsten. Jeg løber ærlig talt HELT på grænsen af at stoppe hele vejen og varmen bagede bare ned på mig.
Min 10’ende halve ironman og den hårdeste afsluttende halvmarathon nogensinde.
Kommer ind på 4:15 som rækkede til en 4. Plads i AG 25-29 og nr 29 af alle aldre ud af 2.500 deltagere.

Det jeg kom for til Dubai var en kval til VM i halv ironman i Nice. Der var tre pladser i min aldersgruppe, og alle tre tog pladsen... 
Det var ikke godt nok, men jeg er så ked af at lige præcis min AG ikke havde flere pladser når AG 35-39 fx havde 10 pladser og at en som nr 25 endte med at få en plads fordi mange andre ikke tog pladsen og den så bare ruller ned til næste på resultatlisten indtil alle pladser er taget. Det er et kæmpe slag, og derfor jeg ikke har skriver før jeg nu har fået det hele talt og tænkt igennem.

Nu har vi tre dage i Dubai til at opleve byen og få slappet af, det har været en LANG vinter med mange timers træning og uden meget sjov for at være klar til igår. Det hele føles lidt ligegyldigt og meningsløst nu, for nu kommer jeg kun hjem med en finisher medalje og lige nojagtig ikke en pokal og en kval til VM.

Tak til alle for støtten, venner, familie, bekendte. Tak til min kæreste som har været sammen med Mille og passet huset mens jeg har trænet når jeg har haft fri. jeg gav alt jeg havde og har gjort alt jeg kunne op til.

Tak til min træner Uperform.dk Coaching for at give mig SÅ højt et bundniveau selv når kroppen ikke er med.

Tak til mine sponsorer for denne mulighed at køre dette store stævne i denne fantastiske by.

TS Tegl
AVK Gummi
JSP Makskinfabrik
Lykke
Låsby Cykler - Værkstedet.
Bredkjærvejens Murer & Beton ApS

Interview with Henrik Stok Eskildsen

INTERVIEW WITH OUR STRONG UPERFORM ATHLETE HENRIK STOK ESKILDSEN

January 13, 2019

Henrik is a dedicated and strong athlete, so Herlev Triatlon made a short interview (It is Danish) with him about his career and passion for Triatlon.